C.W. Eckersberg grundlagde dansk maleris Guldalder. Den udlærte malers talent blev opdaget allerede i 1803 af Flensborgs velhavende borgere, og tolv af dem gav ham chancen for et ophold på Københavns Kunstakademi. I 1810 opnåede Eckersberg både udmærkelsen "Den store guldmedalje" og titlen som professor på Kunstakademiet. Eckersberg imponerede især med sin "nøgterne virkelighedssans", som han formidlede til en hel generation af unge kunstnere. Mesterværket "Renbjerg Teglværk ved Flensborg Fjord" fra 1830 malede Eckersberg direkte på lærredet ude i det fri ca. 500 meter fra teglværket. Værket - det første billede af en nordisk industrivirksomhed - blev skabt uden staffeli og kun udstyret med en malerkasse.