Peter Hiort Lorenzen var en liberalt indstillet købmand fra Haderslev, som i 1834 blev valgt ind i den slesvigske stænderforsamling. Han opnåede at blive den dansknationale bevægelses mest kendte mand. Det hænger sammen med, at han den 11. november 1842 valgte at tale dansk på stænderforsamlingens møde. Det gjorde han, selv om alle vidste, at han var bedre til at tale tysk.

Lorenzens tale var en veltilrettelagt aktion, som blev planlagt af lederen af den dansk-nationale bevægelse i Nordslesvig, Christian Flor. Med talen ville Flor og Lorenzen tvinge den danske konge til at anerkende, at dansk var ligeberettiget med tysk i stænderforsamlingen i Slesvig. Men aktionen mislykkedes. Kongen bekendtgjorde den 29. marts 1844, at alle stænderdeputerede der kunne, skulle tale tysk på møderne.

Efter kongens udmelding valgte Lorenzen og andre dansksindede deputerede at boykotte de følgende stænderforsamlingsmøder. Som svar forbød regeringen den slesvigske forening, og satte bestyrelsen under anklage. Talen førte også til, at han blev chikaneret i Haderslev, og at hans købmandsforretning begyndte at gå dårligt. Han følte sig svigtet økonomisk af den nationalliberale fra Danmark. Derfor sendte han i 1844 i hemmelighed det hyldestdrikkehorn tilbage, som han havde modtaget på Skamlingsbanken året forinden.

På grund at talen står Lorenzen som noget af en martyr for den dansknationale bevægelse i Slesvig. Derved overser man let, at han oprindeligt var en overbevist liberalist, der krævede en fri forfatning for begge hertugdømmer i en union med kongeriget. Han havde gode og tætte kontakter til lederne af den slesvig-holstenske og den ny-holstenistiske bevægelse. Det var således først fra begyndelsen af 1940´erne, at han blev dansknational agitator.