Klaus Berntsen var en ledende mand inden for højskole- og friskolebevægelsen på Fyn i sidste halvdel af 1800-tallet. Samtidig var han meget engageret i den politiske kamp for Venstre, både lokalt og nationalt. Berntsen var en fantastisk taler. Det demonstrerede på vælgermøder overalt på Fyn. Også folketingets talerstol var gennem et halvt århundrede podium for hans store oratoriske talent. På den måde kom han til at stå som politiske grundtvigianismes stærkeste talsmand.

Berntsen havde stor betydning for, at Fyn gik fra at være Højre-konservativt domineret til i løbet af 1870´rne at blive en meget stærk Venstre-bastion. Han tilhørte den moderate fløj i Venstre, som arbejdede for at forbedre forholdene for de dårligst stillede på landet. Tilsvarende var han meget engageret i at bedre forholdene for de danske soldater. Berntsen var på den måde mere engageret i at skabe praktiske politiske forbedringer, end han var i den mere ideologiske forfatningskamp.

Efter systemskiftet i 1901 rykkede Berntsen tættere på regeringen. Det var dog først i 1908 at han blev indenrigsminister i den Venstre-regering som Niels Neergaard dannede. Allerede to år efter blev Berntsen regeringsleder – konseilspræsident – og var samtidig forsvarsminister. Han havde en stærk parlamentarisk base, idet det forenede Venstre havde flertal i Folketinget. Alligevel væltede regeringen allerede i 1913, da den tidligere Venstre-leder I.C. Christensen ikke ville stemme for Berntsens planer om at revidere Grundlovens valgregler. Han forblev dog i politik, og var også minister i Neergaard-regeringen 1920-24.

I forhold til andre af Venstres tidlige ledere, er Klaus Berntsen mindre kendt i dag. I hvert fald uden for Fyn. Det hænger formentlig sammen med, at han i højere grad var agitator end politiker.