v i m u . i n f o
Deutsche version
grænser politik erhverv samfund kultur havet

Om omgangen med politiske modstandere: mord og tilskyndelse til fortvivlede selvmord © izrg

Ernst Oberfohren (DNVP) (1881-1933)

Den 7. maj 1933 blev Ernst Oberfohren - rigsdagsmedlem for DNVP - fundet skudt i sit hjem i Kiel. Hans død gav anledning til vilde spekulationer: havde nationalsocialisterne myrdet manden, som stod i et personligt fjendskab til NSDAP´s regionsleder Hinrich Lohse?

Gymnasielæreren Oberfohren trådte i 1919 ind i DNVP og sad i Rigsdagen fra 1920. I 1929 blev han gruppeformand og gennemførte den radikalisering af partiet, som medieejeren og formanden for DNVP, Alfred Hugenberg, havde indledt. DNVP konkurrerede med NSDAP om de samme vælgere fra middelstanden og landbruget. I Slesvig-Holsten kæmpede Oberfohren vilde verbale kampe med Lohse, men så længe det gavnede hans parti, stemte han for samarbejdet med nationalsocialisterne. Han var også tilhænger af koalitionsregeringen Hitler / Hugenberg, der sad fra 30. januar 1933.

Så erkendte Oberfohren, at det var umuligt at kontrollere NSDAP. Han anså Hugenberg for overanstrengt og kritiserede hans autoritære ledelsesstil. I Slesvig-Holsten blev Oberfohrens skarpeste konkurrent, Lohse, overpræsident: NSDAP truede med at løbe DNVP over ende. Oberfohren forsøgte at mobilisere partiets indre opposition mod Hugenberg og mod samarbejdet med NSDAP, men det mislykkedes. Det preussiske politi overvågede ham og hørte derved en telefonsamtale den 26. marts, som drejede sig om et materiale mod Hugenberg. Den nationalsocialistiske avis "Braunschweigische Landeszeitung" offentliggjorde senere dokumenter, der var beslaglagt under en husundersøgelse: Oberfohren oplevede sig udstillet og fuldkommen isoleret. Han valgte selvmordet.

Otto Eggerstedt (SPD) (1886-1933)

I 1949 fandt der en retssag sted i Oldenburgs landsret mod den tidligere SS´er, Theodor Groten. Han var én af det tidligere rigsdagsmedlem, Otto Eggerstedts, mordere.

Otto Eggerstedt, udlært bager, engagerede sig tidligt i fagbevægelsen og i SPD. Efter 1. verdenskrig var han formand for SPD i Kiel, sad i byrådet og fra 1921 i Rigsdagen. Han var en beslutsom forkæmper for Weimar-Republikken. I 1929 blev han Altonas politipræsident og bar som sådan et medansvar for "den blodige søndag i Altona" den 17. juli 1932 med sin accept og undervurdering af NSDAP´ernes tilstrømning. Han blev derfor frataget sine poster, men forblev et hadeobjekt for KPD og NSDAP. Den 27. maj 1933 blev Eggerstedt sat i "beskyttelsesarrest" - angiveligt på grund af en overtrædelse af presseloven - og på ordre af Slesvigs regeringspræsident Anton Wallroth (DNVP) blev han overført til koncentrationslejren Esterwegen i Emsland den 12. august samme år.

16 år senere trådte overlevende indsatte fra lejren frem som vidner mod Groten. De fortalte, hvordan vagtpersonalet fra SS igen og igen mishandlede Eggerstedt, både psykisk og fysisk: den 12. oktober 1933 - hans dødsdag - sendte vagten Eggerstedt på en særlig arbejdsopgave i skoven. Han slæbte sammen med tre andre fanger på en kraftig træstamme, da der pludseligt faldt et skud. Eggerstedt - der var ramt i ryggen af en geværkugle fra Grotens våben - væltede om på jorden. Derefter skød SS-sergeant Eisenhut ham i hovedet på nærmeste hold. Den officielle dødsårsag lød: "Skudt under flugt."

Oldenburgs landsret dømte Groten til livsvarigt tugthus; Eisenhut var allerede død under krigen.

Dr. Fritz Solmitz (SPD) (1893-1933)

Med en tidstypisk patos skrev redaktør Solmitz sommeren 1932 i den socialdemokratiske "Lübecker Volksboten": " Om jeg stadigt lever den kommende vinter, ved jeg ganske vist ikke. Men det er mig også fuldstændigt ligegyldigt. Kun ét er vigtigt. At friheden forbliver i live." Året efter var friheden, som han mente det, død. Han selv også.

Fritz Solmitz stammede fra en jødisk bankierfamilie i Berlin, studerede nationaløkonomi, tog ph.d.-graden og engagerede sig i SPD. Rigsdagsmedlemmet Julius Leber hentede ham til Lübeck i 1924 som redaktør for "Volksboten". Snart efter blev han medlem af byrådet og blev lokalt kendt som en NS-modstander. Så sent som under den sidste store demonstration i Lübeck mod Hitlers regering den 19. februar 1933 kaldte ham til kamp mod NS-herredømmet, han blev arresteret, tortureret og døde den 19. september 1933 i KZ Fuhlsbüttel. Sandsynligvis begik han selvmord efter svære pinsler.

Solmitz skrev i dagene 13-18. september en dagbog på cigaretpapir, som blev fundet og sikret for eftertiden. Yderst ærligt og uden patos skrev han de sidste linier til sin kone. Han var stolt af, at han, så vidt han kunne huske, ikke havde undt sine bødler hverken tårer eller skrig. Han skildrede endvidere, hvor svært det var for ham, og hvor meget han led. Og videre: "Men jeg tror, fortsat at kunne udholde det, er der noget mere umandigt end at jamre. Var ordene, Lieber tot als Sklav [frisisk motto: "hellere død end slave"] kun en frase? Nu vil du forstå mig, kære hustru. Koncentrationslejr Fuhlsbüttel 16. sept. 1933 Dr. Fritz Solmitz" - 3 dage senere var den undertrykte død. Hans dagbog endte således: "Flygt langt, langt væk K. med børnene ? Tag straks af sted ? Hjælp dem, der stadigt kan hjælpes ? Lev vel for altid!" Karoline Solmitz emigrerede med sine børn til USA.

Rudolf Timm (1901-1934) og Christian Heuck (1892-1934) (begge KPD)

I begyndelsen af 1934 skrev aviserne om to selvmord i arresten i Neumünster. De to kommunistiske funktionærer Rudolf Timm og Christian Heuck skulle have hængt sig i deres celler. Faktisk var de blevet myrdet.

Christian Heuck stammede fra det nordlige Ditmarsken, trådte i 1919 ind i KPD og var 1929-33 medlem af Rigsdagen. Den kendte KPD-funktionær ledede desuden flere underafdelinger af partiet. Heuck var særligt hadet af nationalsocialisterne på grund af hans indblanding i "den blodige nat i Wöhrden". På baggrund af hans oppositionelle aktiviteter idømte rigsretten i Leipzig ham ni måneders fængsel for "Planlægning af højforræderi" den 27. juni 1933. Han afsonede dem i Neumünster. Den 23. februar 1934 trængte SS-medlemmer under SS´eren Hinrich Möllers ledelse ind i hans celle, mishandlede ham alvorligt og myrdede ham. Den fingerede hængning blev af fængselslægen attesteret som selvmord. På tilsvarende måde havde de samme aktører den 25. januar 1934 myrdet kommunisten Rudolf Timm fra Neumünster, fordi han skulle have taget del i et blodigt sammenstød i november 1931. Også i dette tilfælde samarbejdede fængselsledelsen med morderne.

Anføreren, Hinrich Möller, handelsmedhjælper født i Grevenkop, havde - som han senere udtalte - handlet på ordre fra Heinrich Himmler. Efter mordene gjorde han hurtigt karriere, blev politichef i Flensborg 1937, i 1941 "SS- og politifører" i det besatte Estland og i 1944 SS-generalmajor og generalmajor i politiet. Landsretten i Kiel dømte ham i december 1947 til døden for disse to mord. Straffen blev i 1948 omstødt til livsvarigt tugthus og i 1954 via en benådning reduceret til 15 år. Han blev løsladt i 1958. Han havde ikke angivet sine medskyldige, og retsvæsenet havde heller aldrig ledt alvorligt efter dem.

Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortællinger
multimediaMultimediemodul
photosFotos og illustrationer
quotesCitater
metainfoForfatterens kommentarer
imageBiografier