tilbage Nationalsocialistisk selviscenesættelse
Nationalsocialisternes fremgang skyldtes ikke mindst den moderne propagandas nyudviklede midler. Indadtil havde de styrket bevægelsens sammenhold gennem ritualer, tegn, uniformer og regler, udadtil fremkaldt offentlig opmærksomhed og givet NSDAP et image, der ikke kunne forveksles med andres. Fra 1933 tjente NS-propagandaen til at overføre disse resultater på hele nationen. Propaganda, medier, kultur og kunst - grænserne var flydende - skulle som elementer i en selviscenesættelse tjene de samme mål: at etablere NS-folkefællesskabet, stabilisere NS-herredømmet og gøre det tyske folk "forsvarsdygtigt". Det var først og fremmest de statslige medier, ugerevyen i biograferne og radioen, der var de centrale redskaber i de propagandistiske aktiviteter. Medierne var "gleichgeschaltet" (indlemmet i NS-organisationen), pressefriheden eksisterede ikke efter 1933, og radioen var blevet stærkt udbygget under nationalsocialismen og havde fået stor udbredelse med det overkommelige apparat, "folkemodtageren".
NS-bevægelsen betjente sig hele vejen igennem af de samme få værktøjer - propagandaens symbolik var dyster, rituel og mystisk: fakler og ild, store menneskemasser og uniformer, faner og tegn, marcher og orden, rækker og geled. Iscenesættelsen skabte stærke og vedvarende billeder, brølende agitationer fremførte enkle budskaber, optændte følelser fortrængte kritiske og fornuftsbaserede diskussioner, uniformeringen symboliserede indadtil, at man hørte til og - gennem ligheden med militæret - udadtil en forsvarsevne. Lejre og store forsamlinger satte individualiteten til side: "Du er intet, dit folk er alt." Dette ensartede folk skulle være ét med sin fører, Adolf Hitler. Den umådeligt opskruede personfiksering, som førerkulten var udtryk for, var ikke kun med til at opbygge en relation af lydighed og befaling i forholdet mellem masserne og føreren, men skabte også centrale motiver for propagandaen. Hitler blev fremstillet som "frelseren" eller "Messias".
Til den propagandistiske dagligdag hørte så forskellige elementer som den nationalsocialistiske "festkalender", kultsteder, udnyttelsen af mindretallene eller regionale dialekter som plattysk, inddragelsen af begivenheder som de olympiske lege i 1936 og nationalsocialismens iøjnefaldende præstationer som motorvejsbyggeriet eller landindvindingen på den slesvig-holstenske vestkyst. De ensrettede massemedier bragte disse iscenesættelser ud til befolkningen. Hvor lejlighed bød sig, udnyttede man det positivt ladede begreb "hjemstavn" for at efterlade det indtryk, at regionernes forskellige traditioner blev plejet.
