tilbage Skolen under nationalsocialismen
Med nationalsocialisternes magtovertagelse skulle en "ny ånd" bringes ind i skolen. Først blev alle republikanske eller jødiske lærere afskediget på baggrund af Loven om Genoprettelse af Tjenestemandsstanden. Størstedelen af lærerkræfterne var positive over for NS-bevægelsen og tilpassede sig frivilligt. Ifølge partistatistikken var 97 % af alle slesvig-holstenske lærere i 1936 medlem af NS-lærerforbundet.
NSDAP`s skoleprogram rettede sig mod opdragelse og formidling af nationalsocialistiske idealer - vidensformidling var mindre vigtig. Pludselig talte såkaldte "marchpræstationer" mere end al andet. Skoledagen ændrede sig mest tydeligt gennem de nye ritualer og fester, der havde til formål at opbygge et nyt fællesskab. Fra sommeren 1933 startede og sluttede hver undervisningstime med den tyske hilsen, ferier begyndte og endte med flagappeller, og NS-feståret overøsede skolebørnene med en sand inflation af feststunder og nye skolefri dage. Kun tre slesvig-holstenske gymnasier - i Bredstedt, Heide og Flensborg - fik lov at antage det ærefulde navn "Adolf-Hitler-Schule", som i alt kun blev tildelt ni gange i hele Preussen. (De må ikke forveksles med den type NS-eliteskoler af samme navn, der blev indført i 1937.) Kostafdelingen på den tidligere kadetskole i Plön var den første Nationalpolitiske Uddannelsesanstalt (Napola i folkemunde) overhovedet, som NS-staten havde udtænkt til fremme af en ny NS-elite.
Indholdsmæssigt begyndte fornyelsen tøvende: der kom næsten ingen nye skolebøger, og nye læreplaner dukkede også først op i slutningen af 1930´rne. Dog ændrede cirkulærer fra det preussiske undervisningsministerium allerede i 1933 læreplanerne for tre fag, der var særligt vigtige for nationalsocialisterne: idrætsundervisningen skulle fremover også byde på militærøvelser, historieundervisningen skulle rykke den nationalistiske tanke, store lederfigurer og målet om et storgermansk rige ind i centrum af faget, og endeligt skulle faget biologi undervise intensivt i "arvelighedslære, racekendskab, familielærdom og befolkningspolitik". Også tyskundervisningen, fagene hjemstavns- og jordkundskab, musik og kunst blev nu formidlet med et stærkt NS-indhold. Der fremkom imidlertid aldrig et færdigt, afrundet nationalsocialistisk læringsprogram. Ikke desto mindre blev den pædagogik, der satte menneskets udvikling i centrum, anset for forældet. Den opdragelsesmæssige retningslinie byggede derimod også i skolen på individets ubetydelighed og opgraderingen af begreberne folk og fællesskab.
NS-staten isolerede jødiske skoleelever skridt for skridt for til sidst at trænge dem helt ud af uddannelsessystemet. "Loven mod overfyldning af tyske skoler og højskoler" fra den 25. april 1933 indskrænkede deres andel til maksimalt 1,5 %, og fra 1936 skulle alle kommuner med mere end 20 jødiske børn indrette særlige skoler. Efter Krystalnatten udelukkede en lov de jødiske børn og unge fra alle offentlige skoler, mens de sidste af de jødiske menigheders egne skoler blev lukket med deportationen i sommeren 1942.
NS-bevægelsen satsede mere på den mægtige ungdomsorganisation Hitlerjugend end på de offentlige uddannelses- og undervisningsinstitutioner, når det gjaldt om at nå dens opdragelsesmål. Derfor var forholdet mellem HJ og skolen ikke altid ubesværet, heller ikke selv om skolen ved at presse på ofte hjalp med til at få børnene og de unge ind i HJ. Det autoritære skolesystem oplevede, at fornyelserne fik som konsekvens, at HJ-tjenesten ofte var vigtigere end skolearbejdet: når 17-årige HJ-førere gav deres lærere hurtige anvisninger, kunne det nok bringe lærerkræfterne ud af balance.
Se også:
