v i m u . i n f o
Deutsche version
grænser politik erhverv samfund kultur havet

Forfølgelsen af homoseksuelle (1933-1945) © izrg

Straks efter magtovertagelsen begyndte NS-staten at skride ind over for de homoseksuelle. Politiet, Gestapo og SS gennemførte razziaer i byerne - de mishandlede mange og satte mange i beskyttelsesarrest og ødelagde dermed de homoseksuelles subkultur. Ifølge NS-ideologien førte homoseksualitet til "det tyske folks undergang", da homoseksuelle forsømte deres forplantningsopgave. Desuden indebar de en risiko for en epidemisk udbredelse ved at forføre de unge og var en trussel mod den offentlige sædelighed. De skulle registreres, om muligt omskoles (fra 1935 også gennem en påstået frivillig kastration), om nødvendigt udryddes.

Kriminaliseringen af homoseksualitet var imidlertid ikke nationalsocialisternes opfindelse. Med § 175 havde der siden 1871 eksisteret et landsdækkende juridisk grundlag for at straffe "naturstridig utugt ? mellem personer af mandligt køn" med tugthus eller fængsel. Imidlertid blev paragraffen udlagt med varierende strenghed i den liberale Weimar-republik. I juni 1935 førte en udvidelse af de strafbare handlinger imidlertid til en betydelig skærpelse af § 175. Med en hemmelig forordning beordrede Himmler i oktober 1936 oprettelsen af "Reichszentrale zur Bekämpfung der Homosexualität und Abtreibung" ("Rigscentralen til homoseksualitetens bekæmpelse og uddrivelse"), som fra da af skulle koordinere forfølgelsen af den homoseksuelle statsfjende. Fra midten af 1943 var slesvig-holsteneren dr. Carl-Heinz Rodenberg den videnskabelige leder. Rigscentralen overvågede fordægtige lokaler og hoteller, efterprøvede oplysninger og fremstillede et omfattende kartotek over hver eneste mand, der angiveligt skulle være homoseksuel eller blot var mistænkt derfor - en let sag på baggrund af de mange angiverier fra en ofte homofob befolkning. Således blev der alene i Lübeck på én nat - den 23. januar 1937 - anholdt, forhørt og mishandlet 230 homoseksuelle - eller formodet homoseksuelle - mænd på baggrund af befolkningens angiverier.

Initiativerne til bekæmpelse af "folkesygdommen homoseksualitet" havde sin virkning. Mens der kun havde været syv domme efter § 175 i det omfattende overlandsretsdistrikt Kiel i året 1932, dømte man i 1937 183 mænd i det kun en fjerdedel så store landsretsdistrikt Kiel. På rigsplan nåede 1938-tallene et højdepunkt på over 8.500 ofte hårde domme. I "særligt graverende" tilfælde - og det var ofte et tilfældigt skøn - skulle de ramte i koncentrationslejr efter den regulære fængselsstraf. De præcise tal er ukendte, men forskningen regner med mellem 5.000 og 15.00 homoseksuelle kz-fanger i hele Riget - ca. halvdelen skulle være omkommet.

De homoseksuelle ofre er endnu ikke blevet officielt anerkendt som nationalsocialismens ofre og dermed i det mindste tildelt en erstatning. § 175 blev opretholdt i den skærpede form, som nationalsocialisterne indførte, frem til 1969, og den blev først endeligt afskaffet i 1994.

Myndighederne gik ikke systematisk frem over for kvindelig homoseksualitet, da man ikke så den som en trussel mod folket. Seksuel selvbestemmelse var ikke et element i NS´s kvindeopfattelse, og lesbiske kvinder blev anset for helbredelige og i hvert fald forplantningsdygtige. Derfor lod man - trods diskussioner - ikke § 175 omfatte kvinder. Men også homoseksuelle kvinder måtte kæmpe med betydelige vanskeligheder på grund af den sprængte subkultur. Hvis den lesbiske livsform blev opdaget, var der stadigvæk en reel trussel om indsættelse i koncentrationslejr - med yderligere risiko for at blive tvunget til arbejde i lejrbordellet - men så var det imidlertid ikke begrundet med homoseksualiteten, men i stedet med "undergravning af forsvarsevnen" eller "asocial adfærd".

Se også:

Erinnerung eines Lübeckers
Homoseksuelle lübeckere

Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortællinger
photosFotos og illustrationer
audio Audio
quotesCitater
imageBiografier