tilbage Faarhuslejren
I løbet af de første uger efter krigens afslutning, blev ca. 3.200 mennesker fra det tyske mindretal interneret i Frøslevlejren, der fra den 1. juni 1945 ændrede navn til Faarhuslejren. Andre 600 blev indsat på Sønderborg Slot.
Interneringen var ganske hårdhændet, og der er talrige billeder af, hvordan medlemmer af modstandsbevægelsen i dagene efter befrielsen kørte rundt og afhentede mennesker. Det blev oplevet som ydmygende, fordi det ofte skete til jubel og tilråb fra en sammenstimlet flok. Hovedparten af de internerede blev i løbet af sommeren 1945 dømt, og overgik herefter til at blive arrestanter i Faarhuslejren. I alt blev omkring 3.000 mennesker dømt, mens andre ca. 800 blev løsladt efter kortere eller længere tids internering.
En stor del at personalet i Faarhuslejren havde selv fanger i lejren under besættelsen. For eksempel havde kaptajn P.M. Digmann - der var lejrkommandant i perioden 17. maj 1945-5. juli 1945 - været såkaldt "Lägerälteste" før befrielsen. Altså den øverste fangetalsmand og bindeled mellem den tyske kommandant og de indsatte. Det er et interessant kendetegn, at reglerne i Fårhuslejren mindede meget om de regler, der havde været i Frøslevlejren før befrielsen. Det gælder også selve opbygningen af bevogtningen, der svarede nøje til forholdene under krigen. Der var også i Faarhuslejren en ordning med udnævnelse af tillidsmænd blandt fangerne, som mindede meget om forholdene i Frøslevlejren.
Disciplinen i lejren var ganske streng. En vigtig grund til det var, at ledelsen havde et nøje kendskab til, hvordan fangerne kunne forsøge at omgå reglerne. Faarhusfangerne har efterfølgende påpeget, at de blev udsat for vold, brutalitet og egentlige mord. Det er uden tvivl noget overdrevet, men at kadaverdisciplin kendetegnede forholdene i lejren er et faktum. Også mere end det tidligere havde været tilfældet i Frøslevlejren.
