v i m u . i n f o
Deutsche version
grænser politik erhverv samfund kultur havet

Reichskommissariat Ostland (Rigskommissariatet for Østrummet) © izrg

Da den tyske værnemagt overfaldt Sovjetunionen den 22. juni 1941 uden nogen forudgående krigserklæring, blev det starten på en "udryddelseskrig", som Hitler udtrykte det. Den tyske krigsledelse satsede på et kortvarigt felttog, der skulle nå 1500-2000 km ind i Sovjetunionen. For NS-ledelsen gjaldt det deres Lebensraum - de betragtede de besejrede som mindreværdige undermennesker og kalkulerede med millioner af døde som resultat af en regulær udsultningspolitik. Derfor var der heller ikke truffet tilstrækkelige foranstaltninger til at ernære de ca. tre millioner sovjetiske soldater, der var faldet i tysk krigsfangenskab allerede i 1941. Værnemagten mødte dem med foragt, og frem til foråret 1942 omkom mere end halvdelen af sult og mangelsygdomme, eller de blev henrettet.

På lang sigt indeholdt kampen om tysk Lebensraum - der var tæt forbundet med raceideologien - planer om tyske bosættelser såvel som drab på og undertrykkelse af de lokale befolkninger. På kort sigt drejede kampen sig om økonomisk udbytning af mennesker og ressourcer, for det var meningen, at krigen og den tyske hær på tre millioner mand skulle kunne ernæres udelukkende af de besatte lande. Generalplan Ost´s gigantiske ideer om at "udflytte" og udslette folkene kunne ikke gennemføres, fordi fronten gik i stå uden for Moskva i efteråret 1941 - det første varsel om omslaget i krigslykken. Men man oprettede to civile besættelsesstyrer under Alfred Rosenberg, Rigsminister for de besatte østområder: et Reichskommissariat Ukraine under ledelse af rigskommissær Erich Koch og et Reichskommissariat Ostland, der blev ledet af Slesvig-Holstens distriktsleder, Hinrich Lohse. Sidstnævnte indsatte mange embedsmænd og NSDAP-funktionærer fra sit hjemdistrikt i den nye besættelsesforvaltning, og derfor kan man også opfatte denne treårige fase af det tyske herredømme som en del af den slesvig-holstenske NS-historie.

Reichskommissariat Ostland omfattede Letland, Litauen, Estland og - indtil 1943 - en stor del af Hviderusland. I dette område, der størrelsesmæssigt svarer nogenlunde til den nuværende tyske Forbundsrepublik, boede der ca. ni millioner indbyggere. Efter den sovjetiske besættelse i 1940 modtog mange lettere og estere de tyske erobrere som befriere i juli 1941. Mange samarbejdede med tyskerne, de ivrigste gjorde krigstjeneste i egne SS-divisioner. Men befolkningens håb om selvbestemmelse eller en egen stat blev mødt af de tyske besætteres forhalinger eller kontante afvisning.

Rigskommissær Lohse indrettede sit hovedsæde i Riga frem til flugten i sommeren 1944. Hans fire sektionsledere kom fra Slesvig-Holsten, ligesom et utal af andre medarbejdere. Den tyske mellemledelse bestod af fire generalkommissærer for henholdsvis Estland, Litauen, Letland og Hviderusland. Generalkommissæren for Letland var Lübecks borgmester Otto Heinrich Drechsler. Det næste forvaltningsniveau var indrettet med i alt 29 områdekommissærer, som svarede nogenlunde til de tyske landråder - mindst 13 af disse kom fra Slesvig-Holsten.

Lige som i den øvrige NS-stat var der uklare afgræsninger mellem de tyske institutioner, som til dels overlappede hinanden og konkurrerede indbyrdes. Politi- og sikkerhedsmyndighederne, der blev ledet af Heinrich Himmler, Rigsfører i SS og chef for det tyske politi, var naturligvis af særlig betydning. Her fandt man også slesvig-holstenere i nøglepositioner: Lübecks politidirektør Walther Schröder var SS- og politichef for Letland, mens Flensborgs politidirektør Hinrich Schröder havde samme funktion i Estland. Tvangsarbejdet, partisanbekæmpelsen og holocaust udgjorde tre særligt tungtvejende typer forbrydelser i denne treårige tyske besættelsesperiode.

Civilforvaltningen, der omfattede ca. 5.000 tyske medarbejdere, fokuserede - i samarbejde, men også i konkurrence med andre tyske tjenestesteder - på at udnytte besættelsesområdets ressourcer og mennesker bedst muligt til gavn for det tyske krigsmaskineri. Opgaverne bestod i at indrette økonomien og landbruget på værnemagten og den tyske krigsøkonomi, at opløse de politiske organisationer, overvåge civilbefolkningen og udskrive dele af befolkningen til tvangsarbejde enten lokalt eller inden for Rigets egne grænser. Senere fulgte den delvis tvungne rekruttering til krigstjeneste, og endeligt visse politimæssige forholdsregler og den stadigt omdiskuterede planlægning af de baltiske vasalstaters fremtid under germansk herredømme.

Se også:

Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
audioDidaktiske overvejelser
audioTillægsmateriale
case storyFortællinger
multimediaMultimediemodul
photosFotos og illustrationer
metainfoBelletristik
imageBiografier
metainfoForfatterens kommentarer
bibliographyLitteratur