v i m u . i n f o
Deutsche version

Denazificering © izrg

"Da jeg for snart 2 år siden blev indkaldt til det første denazificerings-udvalg, påtog jeg mig dette svære arbejde i den faste overbevisning om hermed at kunne bidrage til Tysklands genopbygning. Fra de første dage og til i dag har jeg bestræbt mig på at repræsentere et klart antifascistisk standpunkt, trods alle de personlige angreb, som jeg har oplevet. I stadigt stigende omfang har jeg dog måttet erkende, at den politiske udvikling i sidste ende tog en helt anden retning."

Med disse ord bad den erhvervsdrivende Julius Leppien fra Pinneberg den 6. januar 1948 om lov til at træde ud af denazificerings-udvalget. Mange af de oprigtige tyske demokrater og antifascister, der medvirkede i udvalgene, forbitredes, da de følte sig anbragt i en rolle som udstødte angivere og samtidigt måtte erkende, at det tydeligvis kun var få, der havde virkelig interesse i at bearbejde fortiden. Denazificeringen i den valgte form var dømt til at mislykkes. De mange små medløbere følte sig uretfærdigt indstævnet, fordi den såkaldte Fragebogen (et spørgeskema) blev forelagt folk i hundredtusindvis, fordi processen pressede de berørte til at dokumentere, hvor godt de havde handlet, ved hjælp af de særlige "Persil-beviser", fordi fremmede bedre kunne snyde sig igennem, og fordi de alvorlige tilfælde i første omgang blev udskudt. Det fik de "små nazister" til at føle sig i samme båd som den tidligere NS-elite.

Denazificeringen fyldte meget i de offentlige debatter i årene 1946-1951, for næsten enhver tysk familie følte sig ramt af de allieredes gigantiske sociologiske forsøg på en "politisk udrensning". Ritualet, der blev gentaget så mange gange lød: udfyldelse af et spørgeskema (Fragebogen) efter formelle kriterier og en vurdering af vidnesbyrdene, de såkaldte Persilscheinen, altså en afvejende individuel prøvning. Ved årsskiftet 1945/1946 udnævnte den britiske militærregering rådgivende tyske denazificerings-udvalg, der skulle anbefale løsladelse eller fortsat internering. Fra april 1946 kunne de berørte anmode om at få deres sag efterprøvet. Fra 1948 opdelte man også i Slesvig-Holsten de undersøgte i fem kategorier ud: I. hovedskyldige, II. belastede, III. Mindre belastede, IV. medløbere og V. frifundne. Som den eneste delstat i den britiske zone indførte Slesvig-Holsten i begyndelsen af 1948 en "lov om videreførelse og afvikling af denazificeringen". Her nåede 406.500 personer at blive denazificeret i denne masse-retssag, som resulterede i, at kun 2.217 blev indplaceret i kategori III, hvor der kunne straffes med bøder, afskedigelse eller indskrænkning i retten til pension. De øvrige fordelte sig på kategorierne "medløbere" og "frifundne", eller de undgik som "ikke berørte" helt at blive tiltalt. I Slesvig-Holsten var der ingen, der blev bedømt som "hovedskyldig" eller "belastet".

Den slesvig-holstenske valgkamp til Landdagen i 1950 stod helt i "slutstregs"-politikkens tegn. Med "Loven til afslutning af denazificeringen" sidestillede Slesvig-Holsten automatisk de tilbageværende "mindre belastede" og "medløbere" med de "frifundne", hvorved alle sanktioner faldt bort. Slesvig-Holstens tidligere distriktsleder og overpræsident, Hinrich Lohse, var efter sin førtidige løsladelse fra fængslet blot klassificeret som "mindre belastet" og Lübecks NS-politichef og SS- og politifører i Letland, Walter Schröder, kun som "medløber". På baggrund af deres lederroller i Slesvig-Holsten og ikke mindst i Reichskommissariat Ostland synes denne indplacering uforståelig.

Se også:

Innenminister Paul Pagel
Bad Oldesloe 1949
Denacificering

Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortællinger
multimediaMultimediemodul
photosFotos og illustrationer
metainfoBelletristik
quotesCitater
metainfoForfatterens kommentarer
imageBiografier