tilbage NS-elitens udbytte af velfærds- og embedsmandsstaten
De generøse pensionsudbetalinger til tidligere medlemmer af NS-eliten optog offentligheden gang på gang i løbet af 1950´rne. Samtidigt måtte NS-ofrene ofte fremlægge ydmygende detaljer for i bedste fald at kunne håbe på en tillægspension.
Enken efter Reinhard Heydrich - der blev dræbt ved et attentat i 1942 og var indbegrebet af en NS-skrivebordsforbryder og massemorder fra Rigssikkerhedshovedkontoret - ansøgte i 1950 Lübecks socialcenter om krigsofferpension. Efter først at være blevet afvist i to instanser, henvendte Lina Heydrich sig til delstatens Oberversicherungsamt, der gav hende medhold. Delstatens socialret i Slesvig stadfæstede denne afgørelse, for Heydrich var død som følge af krigens forhold. Den historiske ekspert Michael Freund har anført, at der også var andre måder at betragte attentatet på. Men nu blev Heydrich betragtet som et offer for krigen, og derfor måtte krigsofferpensionen tildeles uden persons anseelse, oven i købet med tilbagevirkende kraft fra 1945.
De slesvig-holstenske domstole tildelte en række ledende NS-forbrydere pensionsret, f.eks. Franz Schlegelberger, som var blevet idømt livsvarigt fængsel ved Nürnberg-processerne. Som statssekretær og fungerende justitsminister og som forfatter af strafferetsforordningen vedrørende Polen (Polenstrafrechtsverordnung) var han ansvarlig for en lang række dødsdomme, der var i strid med en retsstats principper. En anden begunstiget var Walther Schröder, der som Lübecks politidirektør og SS-politichef for Letland måtte tage ansvar for mordaktioner begået i Reichskommissariat Ostland.
