tilbage Noldes selvbiografi
Noldes selvbiografi omfatter i alt fire bind. Han skrev den første del, der omfatter tiden fra 1867 til 1902, i sommeren 1930 i Kampen på Sild, og året efter fremkom den under titlen "Das eigene Leben" i Berlin. "Jahre der Kämpf", det andet bind, som dækker årene 1902 til 1914, fremkom ligeledes i Berlin, men i 1934. Det tredje bind, "Welt und Heimat", som omfatter tiden fra 1912 til 1918, skrev han i 1936, men på det tidspunkt var en offentliggørelse ikke mulig, og det blev først udgivet i 1965 i en revideret udgave. Et år senere udkom så det sidste bind, "Reisen, Ächtung und Befreiung", i hvilket Nolde beskriver tiden efter 1. verdenskrig. Hans erindringer slutter med hans hustru Adas død i 1946.
Nolde skrev ikke dagbog. Kun ved hjælp af hans billeder og de mange breve lykkedes det ham at skrive sine erindringer ned. Hans skrivestil er ofte blevet beskrevet som ujævn og usammenhængende. Det står fast, at Noldes sprog var en nordslesvigers, der havde talt platdansk derhjemme, højtysk i skolen og rigsdansk i religionsundervisningen. Et såkaldt "nordslesvig-tysk" skriftsprog har ikke eksisteret, og så har Nolde opfundet det til sig selv. Den usædvanlige ordstilling og de ofte anvendte tillægsformer i de korte sætninger får Noldes skrivestil til at virke meget hård og kortfattet. Den stædige maler afslog at lade sine manuskripter rette til efter de grammatiske regler. Efter hans mening ville det betyde en slørende forskønnelse. Formentlig har Nolde talt på samme måde, som han har skrevet.
En sammenligning af originaludgaven af de to første bind med de ændrede udgaver, der udkom i 1949 og 1958, viser tydeligt, at Nolde efter 2. verdenskrig har fået hjælp til at rense bindene for problematiske udsagn. Især bind 2 indeholder en del nationalistiske og racistiske udtalelser. Imidlertid findes der også pro-semitiske udsagn, som dog hverken kan eller skal bortforklare de anti-semitiske udtalelser, men må tages med i betragtning, når man vurderer det samlede billede. I "Jahre der Kämpfe" taler Nolde for eksempel meget positivt om Ludwig Schames, en jødisk købmand fra Frankfurt "med et langt, hvidt skæg og en rynket hånd ", som ifølge Nolde talte "specielt følsomt og forstående" og blev påskønnet af mange kunstnere og kunstvenner, fordi "han aldrig snød dem... og fordi han var en troværdig rådgiver." Dog trænger den antisemitiske kliche om den "pengepugende jøde" - som netop ikke passede på Schames - også ind i disse udsagn.
Især i de første bind af Noldes biografi findes en mængde antisemitiske udtalelser. I "Das eigene Leben" skildrer maleren sit tætte venskab med jøden Max Wittner, som han fører "uendeligt lange intime samtaler" med. Men det tætte venskab mellem Nolde og Wittner gik i stykker, og Nolde mente, at deres "Rassenverschiedenheit" (raceforskel) havde bidraget til bruddet. Noldes kunst havde åbenbart været fremmed for Max Wittner, hvilket ikke overraskede ham, da sydens folk - hvortil Wittner hørte - efter hans mening kun vanskeligt kunne forstå det skumrende og fantastiske ved Norden. Nolde beskrev her den formodede forskel mellem den overfladiske, sydlige kunst og den mere dybe nordiske.
I det andet bind af hans biografi kunne man også finde enkelte antisemitiske udtalelser. Således konstaterede Nolde i kapitlet "Abendmahl und Pfingsten: "Jøder har en stor intelligens og åndelighed, men kun lidt sjæl og skaberevne" Han fortsatte: "Jøder er andre mennesker, end vi er." I kapitlet "Menschen und Freunde" bliver Noldes antisemitiske udsagn endnu tydeligere:"Jøderne har præsteret biblen og kristendommen. På grund af deres ulykkelige bosættelse på den ariske befolknings levesteder og deres store deltagelse i de sidstes særlige magtebeføjelser og kultur er der opstået en tilstand, der er ubærlig for begge parter." Dette udsagn understreger, at jøderne efter Noldes mening var uønskede, og at deres indblanding i den tyske politik og kultur for ham var utålelig.
I kapitlet "Freunde - Sammler ? Südsee" mindedes den nationalt bevidste Nolde: "Instinktivt forsøgte vi unge kunstnere med nye former og stærke farver at give den tyske kunst dens tyskhed tilbage, som havde været tabt gennem 250 år. Jeg selv tjenende næppe ud fra en bevidst vilje, kun med en ubestemmelig medfødt pligtfølelse. Og jeg elskede lidenskabeligt den gamle rene tyske kunst i dens stramme egenrådige åndeligt fuldendte skønhed, i dens dybe naturforbundne fantasi og i det usigelige. En virkelig inderlig, fast gennemsyret kunst fandtes der og findes der kun i de germanske lande, i Tyskland, og alle, næsten alle ikke-germanere, fanget af de runde formers skønhed, står uforstående og målløse overfor dette fænomen."
Med starten på 1. verdenskrig sluttede andet bind af Noldes erindringer: "Krigen kom. Den tyske dybe ydmygelse kom. Der kom bevægede årtier, elendighed og opstandelse. Storme rystede de tyske bøge- og egetræers kroner."
Disse skriftlige ytringer om samfundet blev af Nolde både anvendt for ofte og for selvfølgeligt til, at man blot kan betragte dem som en tilpasning til den almindelige tidsånd.
Se også:
