tilbage Livet i kz-lejren Husum-Schwersing
Blandt fangerne i Husum-Schwersing var der grupper af franskmænd, danskere, polakker, sovjetrussere og tyskere. Der var også enkelte fra Belgien, Tjekkoslovakiet, Jugoslavien, Italien, Spanien, Grækenland og Storbritannien, men flertallet kom fra Holland. Mange af dem var fra byen Putten, hvor mændene var blevet deporteret som straf for et bombeattentat, udført af den hollandske modstandsbevægelse. De blev alle sat til at grave pansergrave i marskens våde lerjorde, hvor de kunne stå i vand til livet. Alle ugens dage måtte de udføre10-12 timers hårdt arbejde på en kost, bestående af gammelt brød og tynd roesuppe.
Barakkerne var utætte, og de færreste rum var opvarmede. Hygiejnen var elendig i den overfyldte lejr, og toiletforholdene helt utilstrækkelige. Oven i det kom fangevogternes mishandling. Timelange opstillinger i lejrgaden og torturlignende straffeforanstaltninger, som kunne ende med fangernes død. En særlig frygtet straf var at skulle sidde på en brandhane med arme og ben løftet - når fangerne faldt ned, blev de gennembanket. De døde blev i papirsække lagt i en massegrav på en kirkegård i Husum.
Efter krigen lykkedes det den frygtede lejrkommandant at flygte fra sin retssag, men hans næstkommanderende blev idømt 5 års fængsel. To fangevogtere fik henholdsvis 4 års fængsel og dødsstraf. Dommene blev udført. Lejrkommandantens sag blev først genoptaget i 1969, hvor han boede i Hamborg, men han døde, før retssagen kom i gang.
Lejren husede i nogle år efter krigen flygtninge inden den blev nedrevet.
