tilbage Dialekter og nationalromantik
I 1787 mente en dansk degnesøn, at "det er utroligt, så vanskabt som den jyske dialekt er". 15 år senere udtalte en anden, at "Det sprog, Børn af Almuen, især paa Landet, have lært hiemme, er i Almindelighed saa urigtigt, og saa forskielligt fra det der bør tales i Skolen, at de hvert Øieblik maatte misforstaae Læreren". Men yderligere 40 år senere udgav den danske digter Steen Steensen Blicher E Bindstouw. Det var et skønlitterært værk på jysk dialekt, og det angreb opfattelsen af at dialekterne var det forkerte sprog?
1800-tallet var præget af nationalromantikerne, og de havde sat sig for at afdække og hylde de enkelte landes nationalkarakterer. Helt centralt stod sproget og folkeånden. Og var det folkelige sprog ikke netop at finde i dialekterne, som de blev talt af almuen på landet? Derfor blev dialekterne inddraget i de store digteres værker, ligesom mange lokale skribenter valgte at skrive på egnens tungemål. I Tyskland var Klaus Groths plattyske digte og småfortællinger sammen med Fritz Reuters romaner og skuespil blandt de mest læste værker. Så mens skolebørnene måtte slide i det for at lære at skrive rigsmålet, boltrede digterne sig i dialekternes verden. Det betyder, at værkerne ikke kun fik litterær værdi, men også bidrog til at overlevere datidens dialekter.
I Slesvig-Holsten skrives der stadigt digte, prosa og skuespil på plattysk og i mindre omfang på frisisk. I Danmark er dialekterne kun sjældent forekommende i kunstens verden, men der gives dog undtagelser som Gittes monologer af den jyske digter Per Højholt. Entertaineren Niels Hausgaard har i over 30 år optrådt på vendelbomål, og i 2007 fremkom filmen "Kunsten at græde i kor", hvor dialogen er på sønderjysk.
