tilbage Adelsprivilegium, borgerligt statussymbol, massefænomen - badelivet ud fra et samfundsmæssigt perspektiv
I begyndelsen af den nyere tid hørte rejser, der ikke kun tjente økonomiske interesser, til adelens privilegier. Unge adelige skulle forfine deres uddannelse gennem en "grand tour" (helst til Italien), lære standsmæssige omgangsformer og indføres i Europas hofliv. I det 18. århundrede blev fornøjelses- og rekreationsrejser mere populære, og de første kursteder, som f.eks. i Spa, Bath, Marienbad og Karlsbad, opstod. Man var blandt sine egne, kunne repræsentere, og ægteskabsmarkedet blomstrede.
Ved indgangen til det 19. århundrede begyndte det stadigt mere selvbevidste borgerskab at trænge sig ind på disse adelige domæner. Det skyldtes ikke kun en romantisk trang til dannelse og et borgerligt behov for repræsentation, men også - fra århundredets anden halvdel - udviklingen af infrastrukturen: dampskibe og jernbane forkortede rejsetiden og gjorde turen billigere.
Ud over alpinisme (bjergbestigning), som blev populært på den samme tid, var det først og fremmest rejsen til havet, som den aristokratiske overklasse fandt stadigt større behag i - ikke kun af sundhedsmæssige årsager, men også for at undgå borgerskabet, som var rykket ind på de traditionelle kursteder. At der igen og igen - frem til 1. verdenskrigs udbrud - blev fejret ceremonielle fødselsdagsfester inden for de europæiske fyrstehuse på badestederne, fortæller noget om de fleste kurgæsters sociale baggrund: de stammede fra adelen, officerskredse, storfinansen og det meget velhavende borgerskab. Westerland reklamerede med Hohenzoller-familiens gamle tradition for som samfundets spidser at rejse netop dertil. Og hotelejerne reklamerede stadigt i 1920´rne under Weimar-republikken på disse måder: "Et hotel for det bedste publikum" eller "Fornemste omgangskreds". Tjenestefolk kunne endnu i 1927 medbringes på kurbadene uden ekstra betaling. Badets avis og kurlisterne oplyste ikke kun gæsterne om de nyankomnes navne, men også deres titler og erhverv. Men det var netop det internationale "jetset", der uimodståeligt charmerede det opadstræbende borgerskab og fik dem til at følge efter og dermed skabe et opsving i søbadenes gæstetal.
Et privilegium som badelivet var på samme tid et statussymbol og en chance for at profilere sig og knytte forbindelser. På og uden for stranden foregik det efter faste regler: samtidige bøger om takt og tone har givet badelivet sit eget kapitel, tiltænkt de "nyankomne", der tilhørte den økonomisk stærke, men stadigt spæde højere middelklasse i det borgerlige tyske kejserrige. De var de eneste, der opfyldte begge betingelser for en passende badeferie: tilpas megen sammenhængende fritid og tilstrækkeligt mange penge til en standsmæssig rejse og et tilsvarende ophold.
Frem til slutningen af det 19. århundrede kendte de fleste lønmodtagere ikke til "ferie", og embedsmændene blev også først i 1870´rne bevilget nogle enkelte dage. Og da størstedelen af arbejdsstyrken slet ikke havde nogen ferie frem til kejserrigets ophør, forblev søbade tilnærmelsesvis "arbejderfri". Deres andel af Westerlands badegæster på Sild lå i sæsonen 1913 stadigt på under 1 % - ikke overraskende, når man tænker på, at det kun var hver tiende arbejder, der overhovedet holdt en smule ferie. I badeturismens oprindelsesland, Storbritannien, så det fuldkommen anderledes ud. Mens der i 1911 kom 800.000 gæster på alle de tyske søbade tilsammen, havde det britiske søbad i Blackpool alene omkring fire millioner besøgende, for en stor dels vedkommende arbejdere.
En sommerferie ved havet måtte imidlertid også i Tyskland ændre sig fra at være et privilegium for de få til at blive en fornøjelse for de mange. Søbadene reagerede på forandringerne og tilpassede sig, især ved at udvikle egne profiler. Ved Nordsøen fandt man dem alle: det mondæne Westerland, det velstillede Wyk på Föhr: "Wyk er ikke et modebad med storby-fornøjelser. Det er et rekreationssted for det gode selskab, et sted for styrkelse og helbredelse af gamle og unge." Og endeligt sommerferiestedet Norddorf på Amrum: "Det vil forblive det enkle bad med al sin uberørte naturs charme; der er ingen anledning, endsige forpligtelse til overdådighed."
Søbadene, især dem ved Nordsøen, oplevede den moderne masseturismes første gennembrud med fremkomsten af "KdF"-gæsterne under nationalsocialismen. I Westerland betød det 1.600 yderligere gæster i 1937. Ideen gik ud på, at også arbejderne skulle tilbringe et par dages ferie som turister, betalt som en "gave fra Føreren". Selv om der ikke var mange arbejdere at finde på KdF-krydstogtskibene, betød initiativet faktisk, at mange mennesker fik adgang til den organiserede - og ideologisk styrede - masseturisme. Udbyderne satte selvbevidst og arrogant prisen på rejsen og opholdet, og tit lagde gæsterne ikke en eneste ekstra Mark på badestedet. Mens de mindre badesteder nød godt af ordningen - Büsum havde alene 4.000 KdF-gæster i sommeren 1934 - brød fornemme badesteder som Westerland og deres traditionelle gæster sig ikke om de nye simple rejsende. Der opstod konflikter mellem de forskellige aktører, og de KdF-rejsende tog snart til mindre populære steder og regioner.
Begge forhold, søbadenes opdeling i forskellige profiler og tendensen til masseturisme, fortsatte efter 2. verdenskrig - eller rettere efter valutareformen - i et voldsomt tempo.
For de fleste lokale beboere betød søbadenes fremkomst starten på en dramatisk og uafvendelig ændring i deres levevis. Det gjaldt i endnu højere grad for søbadene ved Nordsøen end for østersøbadene. Men det var ikke kun sommerturisterne, der forandrede livet i de tidligere ofte afsidesliggende samfund. Stadigt oftere var det "fremmede", der tjente på badene. De oprindelige beboere manglede for det meste den nødvendige kapital til at drive kroer og hoteller og havde vel heller ikke altid modet og forretningssansen. I de halvtreds år, der gik mellem 1855 og 1905, steg Westerlands indbyggertal til næsten 2.500 og femdobledes dermed! Derfor så mange lokale ikke denne hastige forandring som et gode, men følte sig langt mere truet på deres sædvanlige livsform.
Turismen havde for længst sat en vidtrækkende økonomisk og social forandring i gang på øerne: små isolerede fiskersamfund blev snart til badesteder med speciale i turisme, og de blev i sommersæsonen fyldt op med gæster udefra. Hvis den eksklusive badeturisme før 1. verdenskrig havde medført væsentlige forandringer for de lokale sociale strukturer, skete det mange gange hurtigere med masseturismens opdukken. F.eks. steg grundpriserne i et rasende tempo: i den tidligere stilfærdige hovedby Nebel på Amrum fra 30 Pfennig pr. m² i 1955 til en svimlende højde af 200 DM i 1985! I det samme tidsrum næsten fordobledes antallet af huse i området, og kun hver andet hus var beboet af "indfødte". Mange, der i dag arbejder på søbadenes kroer og hoteller, har ikke råd til også at bo der.
Se også:
