v i m u . i n f o
Deutsche version
grænser politik erhverv samfund kultur havet

"Deutsche Nordseebad Lakolk" på Rømø © izrg

"Klitter på højde med huse, bevokset med frodige grønne strandhaver, malerisk strøet blandt de samme - snart højt oppe på toppen, snart gemt dybt i klitdalen - holdt i de livligste farver - henrivende hyggelige små bjælkehuse, det ene forskellig fra det andet i byggestil og udførelse - foran ligger den herlige hvide sandstrand og bag den det dybblå evige hav, det er Lakolk, Tysklands yngste nordsøbad". Sådan priste Johannes Christian Jacobsen, præst for den nordslesvigske menighed Scherrebek (Skærbæk) og en energisk idemand, i en brochure sit seneste projekt: et tysk nordsøbad på øen Rømø.

I 1898 var det færdigt; med en placering midt i sandklitterne på øens vestkyst kunne Deutsche Nordseebad Lakolk åbne sin første sæson. Sikke en forskel i forhold til det mondæne Westerland på naboøen Sild, der det samme år modtog over 12.000 badegæster. Ganske vist kom der snart et hotel, Die Drachenburg, og i 1895 også en restaurant, Die Kejserhalle, og en skinnebane snoede sig endog gennem klitterne til Lakolk - alligevel kom der ikke som annonceret et damplokomotiv med vogne med badegæster, men et hesteforspand. Nordsøbadet var først og fremmest en samling - helt igennem maleriske - bjælkehuse, bygget efter norsk forbillede og forbundet med hinanden med gangbrædder. I den første sæson kom der 300 badegæster, tre år senere var tallet trods alt steget til 2.000. Forretningen Deutsches Nordseebad Lakolk var ikke kun et projekt baseret på økonomiske overvejelser; men også en personlig drøm for Jacobsen, der som glødende beundrer af en pseudo-germansk kultur havde gjort det til sin sag at udbrede tyskheden i Nordslesvig og især på øen Rømø. Derfor blev en formentlig historisk gammelfrisisk landsby "Lakolk", som angiveligt skulle have befundet sig på det samme sted, genvakt. Over for investorerne betonede projektets igangsætter også den nationale betydning af et "tysk nordsøbad" på Rømø: med et sådant kunne man forvente en "tilbagetrængning af danskheden på øen".

Trods rundhåndet finansiel støtte fra det slesvig-holstenske overpræsidium og den prøjsiske landråd i Haderslev, bristede drømmen efter få år. Badegæsterne blev væk og selskabet Nordseebad Lakolk gik konkurs. Rejsen dertil syntes for besværlig. Lakolk lå for afsides, og konkurrencen fra Westerland var for stor. De fleste bjælkehuse blev solgt til private, og Rømøs badeturisme lå stille, indtil øen i 1948 blev forbundet med fastlandet gennem en dæmning og igen blev attraktiv for turisterne. På dette tidspunkt var øen imidlertid atter dansk og havde været det i flere årtier.

Se også:

"Nordseebad Lakolk"
Blokhuse i Lakolk
Christian Johannes Jacobsen
Situationsplan

Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortællinger
photosFotos og illustrationer
quotesCitater
imageBiografier