tilbage Slaget ved Isted den 25. juli 1850
Slaget ved Isted var Treårskrigens største. Det var også det blodigste. Omkring 37.500 danske soldater stod den 25. juli 1850 over for knap 27.000 slesvig-holstenske. Da slaget var ovre var der samlet næsten 1.400 døde og 3.250 sårede.
Slaget fandt sted kort tid efter, at kampene var brudt ud igen efter at Danmark og Preussen den 2. juli 1850 havde underskrevet en fredsslutning. Det var derfor udelukkende slesvig-holstenske soldater - støttet af nogle frivillige fra de tyske stater - som kæmpede mod de danske styrker. Slaget ved Isted kan derfor betragtes som begyndelsen til enden for det slesvig-holstenske oprør. I løbet af det næste halve år trængte de danske styrker løbende frem, mens oprørshæren konstant var i defensiven.
Slaget ved Isted har haft meget stor betydning i dansk historie. Det er blevet opfattet som et symbol på dansk sejr i Treårskrigen. H. W. Bissens meget berømte mindesmærke "Istedløven" er blevet tillagt den betydning, især da den i 1858-59 blev rejst til minde om slaget. Løven er dog i højere grad et symbol på de store menneskelige lidelser, der var en konsekvens af slaget ved Isted og af Treårskrigen i det hele taget.
Se også:
