tilbage Slaget ved Dybbøl.
Dybbøl var krigens hovedkampplads i 1864. De danske troppers hovedstyrke forskansede sig den 7.-8. februar på fæstningen ved Dybbøl efter at de var trukket tilbage fra Dannevirke. Det førte til en belejring i mere end to måneder, inden det endelige preussiske angreb fandt sted den 18. april 1864.
I den lange belejringsperiode fandt en række mindre kampe og slag sted, og de preussiske styrker beskød løbende de danske stillinger. Det var med til at svække forsvarsværkerne ved Dybbøl, der allerede i forvejen var svage. Også Sønderborg – der ligger få kilometer væk – blev beskudt, og en stor del af byen blev lagt i ruiner.
De preussiske styrker brugte belejringen aktivt. Der blev gravet løbegrave, så stormtropperne kunne komme ind på få hundrede meters afstand uden at de danske forsvarere kunne ramme dem. Der blev også opstillet artilleri, der var det danske klart overlegent.
Den danske forsvarsledelse var helt klar over, at stillingen på Dybbøl var overmatchet og at man måtte forvente et nederlag. Officererne på skansen anså en katastrofe som uundgåelig, men krigsministerens svar var, at ”Det er regeringens anskuelse, at Dybbølstillingen må forsvares til det yderste”. Regeringen krævede, at stillingen i hvert fald blev holdt frem til Londonkonferencen i slutningen af april, for at Danmark kunne stå stærkest muligt under fredsforhandlingerne.
Den 18. april 1864 fandt ”stormen på Dybbøl” sted. De preussiske styrker var de danske langt overlegne; ca. 37.000 preussiske soldater mod knap 10.000 danske. Samtidig var den preussiske udrustning langt bedre og mere moderne end den danske. Slaget blev blodigt med omkring 1.200 faldne på preussisk side og omkring 1.700 på dansk side. Med det danske nederlag var det en illusion at tro på dansk sejr i krigen, og den danske forhandlingsposition under fredsforhandlingerne i London i dagene efter var meget dårlige.
