Monarkier
Monarkier
I årtierne efter krigen i 1864 finder en markant politisk udvikling sted i Slesvig-Holsten og i Danmark. Der var nogle tydelige fælles træk, men der var samtidig nogle markante forskelle. Begge steder vandt bondestanden og arbejderbevægelsen frem på adelens bekostning. Det skete selv om de konservative myndigheder forsøgte at hindre det.
I Slesvig-Holsten som i hele det forenede Tyskland fik kejseren en meget central placering. Han blev placeret som nationens samlende faderskikkelse, og kansler Bismarck var den effektive politiske leder. I Danmark var kongens opbakning faldende, og det parlamentariske liv var fastlåst i flere årtier i en forfatningskamp.
Efter afslutningen af Første Verdenskrig fortsatte den politiske og sociale stabilisering i Danmark, mens Slesvig-Holsten oplevede en kraftig destabilisering.
I sidste halvdel af 1800-tallet blev det danske folkestyre skabt og udviklet. Det skete under en langvarig parlamentarisk kamp mellem bonde- og adelsstanden.
Slesvig-Holsten gennemgik i de første år som preussisk provins en forvaltningsmæssig revolution. Den blev sat i værk fra Preussen og styret fra oven.
Efter krigen i 1864 måtte de dansksindede i Nordslesvig leve under tysk styre. På trods af myndighedernes pres lykkedes det at bevare danskheden frem til genforeningen i 1920.
Første Verdenskrig fik stor betydning for Slesvig-Holsten. Mange mænd blev indkaldt og mange blev alvorligt såret eller mistede livet.
Monarkierne i Danmark og Tyskland fik i den sidste halvdel af det 19. århundrede meget forskellige roller. Kejsermagten i Tyskland var stærk, mens kongemagten i Danmark svækkedes.
Socialdemokratiets politiske indflydelse blev styrket i sidste halvdel af 1800-tallet. Men både i Danmark og i Tyskland skete det på trods af at myndighederne forsøgte at hindre det.