v i m u . i n f o
Deutsche version

Jødeforfølgelse © izrg

NS-styret satte en trinvist gennemført proces af udstødelse, rettighedsberøvelse, deportation og drab ind mod det jødiske mindretal.

NS-staten forfulgte alle såkaldte "samfundsfremmede", som det efter NS´s raceideologi ikke var muligt at integrere i folkefællesskabet. Til denne gruppe hørte - foruden sigøjnere, andre, der var "fremmede for folket", kronisk syge og handicappede - først og fremmest jøderne.

I 1925 blev 4.152 af Slesvig-Holstens indbyggere regnet som medlemmer af det jødiske trossamfund. Det svarede til 0,27 % af den samlede befolkning - i hele Riget var tallet i 1933 0,76 %). Næsten 2/3 af alle de slesvig-holstenske jøder boede i Altona, som indtil 1937 hørte til provinsen, og hvor det religiøse og kulturelle centrum også befandt sig. Andre 1.234 jøder boede i Lübeck og Kiel. Mange jøder undervurderede den fare, som NS-regimet repræsenterede. Selv om der også tidligere var forekommet enkelte tilfælde af antisemitiske voldeligheder i Slesvig-Holsten, så ændrede forholdene sig radikalt efter 1933. Racistisk antisemitisme var nu et grundlæggende statsligt princip. En trinvist gennemført proces af udstødelse, rettighedsberøvelse, deportation og drab satte ind mod et uensartet mindretal, der blev nærmest vilkårligt defineret.

Først spredte nationalsocialisternes vilkårlige overgreb angst og skræk: den 30. januar 1933 blev to jødiske butikker plyndret i Segeberg, marts samme år skød to ukendte den jødiske advokat Wilhelm Spiegel i Kiel, og den 1. april blev dr. Friedrich Schumm lynchet af en nationalsocialistisk horde i Kiels varetægtsfængsel, der var blevet åbnet for dem. Det var den samme dag, som NSDAP havde udråbt til boykot af jødiske butikker og praksisser over hele landet. Befolkningen deltog dog ikke i det omfang, som NS-strategerne havde håbet: i arbejderkvarteret Gaarden i Kiel købte kunderne ligefrem demonstrativt ind i et jødisk varehus. Efter den således delvist mislykkede boykot lagde regeringen sin antijødiske politik an på utallige lovmæssige foranstaltninger, der skulle fortrænge jøderne fra det sociale og økonomiske liv.

De fleste jødiske tjenestemænd mistede deres stillinger som følge af "tjenestemandsloven" fra 1933, og mange jødiske skoleelever og studerende skulle allerede i 1933 forlade de offentlige skoler og gymnasier. Fra efteråret 1933 var jøderne udelukket fra kulturlivet. Den 15. september 1935 blev Nürnberger-lovene annonceret, og en bekendtgørelse konkretiserede i november 1935, hvem der fremover ville blive betragtet som jøde. Med hjælp fra de såkaldte arierparagraffer fortrængte man jøderne fra stort set alle erhverv, og mange jødiske butikker blev "ariseret". Fra den 17. august 1938 skulle alle jøder bære de ekstra fornavne, Sara og Israel, og deres pas blev fra den. 5. oktober 1938 mærket med det ligeså diskriminerende "J". Også i Slesvig-Holsten smadrede medlemmer af SS og SA - med politiets billigelse eller ligefrem bistand - jødiske synagoger og butikker på Krystalnatten 9/10. november 1938, bl.a. i Lübeck, Kiel, Bad Segeberg og Friedrichstadt. Fra september 1941 skulle jøderne bære en gul stjerne på deres tøj.

I maj 1939 havde 60 % af de slesvig-holstenske jøder forladt deres hjemstavn, og da var der kun officielt 575 troende jøder tilbage - landkredsene Eiderstedt, Husum, Nord- und Sydditmarsken og Sydtønder blev i partikontorernes resultatopgørelser regnet for "jødefrie". Mange var draget mod storbyerne, hvor de søgte ly i det jødiske miljø og storbyens anonymitet. Indtil udrejseforbuddet af 23. oktober 1941 flygtede ca. 1.000 slesvig-holstenske jøder til udlandet, bl.a. til Storbritannien, Kina og USA. Unge jøder forberedte sig på emigrationen til Palæstina på herregården Jägerlust. En udvandring var imidlertid bekostelig, ikke kun hvad angik tabet af fædrelandet, men også økonomisk. NS-staten krævede uhyrlige afgifter, og mange af de forfulgte kunne derfor ikke redde sig på denne måde.

I oktober 1941 blev de første ca. 45 slesvig-holstenske jøder deporteret fra Hamborg til Lodz. Måneden efter forberedte Gestapo med hjælp fra kommunale myndigheder og de lokale politidistrikter deportationen af yderligere ca. 150 jøder. De berørte skulle henvende sig i Kiel og Lübeck den 4. december, og den 6. december blev de deporteret til Riga sammen med 850 jøder fra Hamborg. Mange troede stadigt på en udflytning, andre anede, hvad der ventede dem: anbringelse i ghettoer, det hårdeste tvangsarbejde, drab ved skydning eller i udrydningslejrene. De blev ofre for holocaust i "Reichskommissariat Ostland". Mindst 40 jødiske slesvig-holstenere tog deres eget liv. Af de flere end seks millioner dræbte europæiske jøder stammede ca. 750 fra Slesvig-Holsten.

Denne historie hører til følgende emneområder:
Det nazistiske styre
Migrationer
Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortællinger
multimediaMultimediemodul
photosFotos og illustrationer
audio Audio
sourceKilder
quotesCitater
metainfoForfatterens kommentarer
imageBiografier