Det danske særtilfælde
Krigen ændrede hverdagen for mange danskere, men ikke nær så meget som andre lande i Europa. De fleste kunne næsten fortsætte deres normale liv allerede dagen efter at Danmark var blevet besat. Men også kun næsten. Man måtte leve i frygt for, hvad der ville ske i fremtiden. Ville landet blive inddraget i krigen, og hvordan ville besættelsesmagten behandle danskerne? Den usikkerhed var der i alle fem år under krigen.
Forholdene i den sydlige del af Danmark svarede stort set til resten af Danmark. Man havde det nok en smule bedre end andre steder, fordi især det sydlige Jylland og i mindre grad Fyn var typiske landområder. Der var kun to større byer - Odense og Esbjerg - og fra købstæderne var der kort vej ud på landet. Det var let at hoppe på sin cykel og køre ud til landmændene. Netop den tætte kontakt mellem land og by havde betydning i en tid, hvor sikkerhed for at kunne skaffe mad havde særlig betydning.
Danmark var et udpræget særtilfælde blandt de tyskbesatte lande, og fødevaresituationen illustrerer dette bedre end noget andet. Danskernes madforbrug faldt meget beskedent under krigen, og det gennemsnitlige forbrug var gennem hele perioden over 3.000 kilokalorier om dagen. I intet andet tyskbesat land eller i Tyskland selv var det officielle forbrug over 2.000 kilokalorier dagligt. Samtidig var rationeringen af smør og svine- og oksekød i Danmark meget lempelig. Cirka tre gange højere end i Tyskland i den sidste del af krigen.
Til gengæld manglede alle de varer, som skulle importeres. Kaffe, kakao, tobak og bananer var blot nogle varer, som ikke længere kunne købes. Det blev også vanskeligt at skaffe bomuld og andre klædestoffer. Det medførte en imponerende kreativitet for at skaffe erstatningsvarer. Fyn blev kendt for dyrkning af tobak, men de danske cigaretter smagte ikke ret godt. Tilsvarende blev der dyrket hør, og duge, sengelinned og gammelt tøj blev fundet frem og syet om til beklædning.
Manglen på importerede varer førte også til en stigende handel på den sorte børs. Det var næsten udelukkende rationeringsmærker og mangelvarer som tobak og benzin, der blev handlet. I de første besættelsesår solgte de dårligst stillede familier i byerne smør- og sukkermærker, for at få råd til at købe billige fødevarer som gryn og brød. Det hang sammen med, at de danske lønmodtagere havde et meget alvorligt reallønsfald på omkring 20 % i perioden 1940-42. Det var en følge kraftigt stigende priser på næsten alle varer.
Der var stor mangel på brændsel. Samtidig var tre af krigsvintrene blandt århundredets koldeste. Før besættelsen blev hovedparten af kul og koks leveret fra England. Da leverancerne fra Tyskland ikke kunne udfylde behovet, blev brændsel løbende reguleret og rationeret. Samtidig blev krigens største erstatningsproduktion udvindingen af brunkul og tørv. Særligt i Sønderjylland var produktionen af tørv meget stærkt stigende, fordi der er store mose-områder. Det er opgjort, at over 3.000 var beskæftiget i de sønderjyske tørvemoser, da produktionen var på sit højeste.
I Sønderjylland var usikkerheden for fremtiden særlig stor. I krigens første halvdel var truslen om tysk anneksion meget nærværende. Senere truede det paramilitære politikorps Selbststutz - der var tilknyttet det tyske mindretal - de danskere, som man af den ene eller anden grund mente modarbejdede besættelsesmagten.
Mange sønderjyder oplevede også på nærmeste hold, hvordan allierede bombefly fløj ind over landsdelen på vej mod bombninger af de nordtyske byer. Der var antageligt mellem 40 og 45 allierede fly, der blev skudt ned, og omkring 150 allierede flyvere blev begravet på kirkegården i Haderslev. Samtidig blev de sønderjyske byer flere gange ramt af allierede bomber, oftest som følge af navigationsfejl. Bekymringen for fremtiden var derfor stor. Man kunne jo ikke vide, at krigen stoppede lige uden for Danmark grænser.
