v i m u . i n f o
Deutsche version

Retsopgøret i Danmark © sdu

I årene efter krigens afslutning blev der gennemført et retsopgør. Det har siden været kritiseret af mange, især blandt det tyske mindretal i Sønderjylland.

Efter krigens afslutning var der behov for at gennemføre et retsopgør. Grupper af danskere, som blev anset for at have handlet unationalt og hjulpet den tyske besættelsesmagt for meget, skulle straffes. Målet var at gennemføre et juridisk opgør, men moralske og politiske forhold var i praksis mindst lige så fremtrædende.

Betingelserne for et retfærdigt retsopgør var ikke særligt gode. Frihedsrådet stillede krav om et markant opgør med de danskere, som havde støttet Tyskland under krigen. Det førte til store problemer med at bestemme, hvem der skulle retsforfølges og hvad de skulle straffes for. I Sønderjylland var der endnu større vanskeligheder end i det øvrige Danmark, fordi en stor del at det tyske mindretal på en eller anden måde havde støttet besættelsesmagten. Det Sønderjyske Råd havde et stykke tid før kapitulationen i programmet "Vi kræver" lagt op til, at mindretallet skulle rammes hårdt. Blandt andet ved at kræve, at mange skulle udvises af Danmark.

Retsopgøret var baseret på et tillæg til straffeloven, som blev vedtaget den 1. juni 1945. Der blev altså dømt med tilbagevirkende kraft. Efter loven kunne der ud over vold og mord dømmes for tysk krigstjeneste, angiveri, økonomisk samarbejde og for på anden måde at have hjulpet besættelsesmagten. Den strengeste straf var dødsstraf, som blev genindført i Danmark uden debat.

I alt blev knap 13.000 danske statsborgere dømt under retsopgøret. Heraf blev mere end 7.000 dømt for tysk krigstjeneste. Det selv om næsten alle var taget til fronten i den første halvdel af krigen, med fuld accept af den danske regering. Det førte til stor bitterhed hos mange dømte, selv om hovedparten formentlig var taget at sted uanset de danske politikeres opbakning.

I alt blev ca. 3.000 ud af omkring 25.000 medlemmer af det tyske mindretal dømt under retsopgøret. De udgjorde altså knap en fjerdedel af alle dømte i Danmark. Heraf blev hovedparten dømt for frivillig krigsdeltagelse på tysk side. Omkring 900 blev dømt for egentlig krigstjeneste for Wehrmacht eller Waffen-SS, 1.120 blev dømt for at have tilhørt korpset for Zeitfreiwillige og 128 dømtes for at have været med i Selbststutz.

Efter loven var der en minimumsstraf på fire år for tysk krigstjeneste. Det var for at sikre, at kun de værste tilfælde blev dømt. Der blev dispenseret betydeligt fra denne bestemmelse, og den gennemsnitlige fængselsstraf for tysk krigsdeltagelse blev på godt 1½ år. Gennemsnitsstraffen til de Zeitfreiwillige blev på godt 2 års fængsel, mens medlemmerne af Selbststutz i gennemsnit fik fængselsdomme på 2½ år. Det blev altså opfattet som værre at have været tilknyttet værnemagten i Danmark - med opgaver vendt mod den danske befolkning - end at have haft egentlig fronttjeneste.

Under opgøret blev der ikke taget hensyn til den loyalitetskonflikt, som medlemmerne af mindretallet havde været i under besættelsen. Dommene adskilte sig derfor ikke væsentligt fra dem som andre danske statsborgere blev idømt ved tilsvarende handlinger. Det skabte stor utilfredshed hos mindretallet, hvor man følte sig urimeligt hårdt ramt. Der opstod en særlig "Faarhusmentalitet" blandt de indsatte i Faarhuslejren, hvor man var fælles om at føle sig uretfærdigt dømt. Mindretallets kritik af retsopgøret hang også sammen med, at hovedparten af de dømte var yngre mænd. De var hårdt savnet af deres familier under genopbygningen efter krigen.

Det er vanskeligt at beskæftige sig med retsopgøret, uden at forholde sig til, om det var retfærdigt eller ikke. Der har gennem årene været en opfattelse af, at de små lovovertrædere blev ramt, mens de store gik fri. Selv om det er noget firkantet udlægning, kan opfattelsen ikke helt afvises. Det er en kendsgerning, at de første domme var forholdsvis hårdere end dem, der blev afsagt flere år efter befrielsen. Det ramte "de små fisk" relativt hårdt, fordi de blev dømt først, mens der gik flere år inden der kunne afsiges dom i de store og mere komplicerede sager. Dommene i disse sager blev derfor mildere, end hvis de var blevet afsagt kort efter befrielsen.

Denne historie hører til følgende emneområder:
Krig og besættelse
Mindretal 1920-1955
Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortællinger
photosFotos og illustrationer
videoVideo
sourceKilder
quotesCitater
metainfoForfatterens kommentarer
imageBiografier
lexiconLeksikon