v i m u . i n f o
Deutsche version
grænser politik erhverv samfund kultur havet

Den nye delstat Slesvig-Holsten © sdu

I 1460 blev Danmarks kong Kristian I hyldet som hertug af Slesvig og greve af Holsten. I den anledning måtte han love, at de to lande skulle forblive sammen ”Up ewig ungedeelt”. Det blev et langtidsholdbart slagord, men i 1920 blev Nordslesvig skilt fra til Danmark, og efter afslutningen af 2. verdenskrig truede Sydslesvig med at følge efter. Det skete dog ikke. I stedet blev Slesvig-Holsten en selvstændig delstat i den tyske Forbundsrepublik.

I maj 1949 fik Vesttyskland sin forfatning – Grundgesetz – og Slesvig-Holsten blev som selvstændig delstat medlem af den nye Forbundsstat. Godt et halvt år senere, den 12. januar 1950, trådte Slesvig-Holstens egen forfatning i kraft, og endnu en brik blev føjet til landsdelenes status som tysk delstat .

Slesvig og Holsten havde tilsammen været en preussisk provins siden 1866, så det var måske ikke så overraskende, at de også efter Anden Verdenskrig kom til at udgøre en samlet politisk og administrativ enhed. Men nogen selvfølge var det nu ikke, og i 1950 var man slet ikke sikker på, at Slesvig-Holsten ville kunne bestå som selvstændig delstat. Forfatningen blev derfor ikke kaldt en forfatning, men en ”delstatsstatut” for at understrege dens midlertidige karakter. Den var udarbejdet af det socialdemokratiske parti, SPD, som havde flertal i Landdagen, og de tvivlede stærkt på, om det fattige Slesvig-Holsten ville kunne fungere som en selvstændig økonomisk enhed. Da også Forbundsstatens Grundgesetz var tænkt som en midlertidig løsning - man håbede senere at kunne få de østtyske områder med under en fælles forfatning - var det slet ikke utænkeligt, at de interne grænser mellem delstaterne kunne blive ændret.

SPD´s tvivl omkring Slesvig-Holstens levedygtighed var én af forklaringerne på, at forfatningen havde været længe undervejs. En første forfatning var blevet udformet i juni 1946 af Landdagen, der på det tidspunkt var udpeget af det britiske militærstyre. Men briterne godkendte den ikke, for situationen var stadigt uklar i forhold til et muligt fremtidigt tysk centralstyre. Desuden skulle de fire besættelsesmagter i fællesskab opløse det gamle Preussen, før Slesvig-Holsten kunne fremstå som ny delstat. Det skete i februar 1947, og efter det første demokratiske valg til Landdagen i april samme år, fremsatte briterne krav om en endelig forfatning.

Men den nye ministerpræsident, Lüdemann, havde ikke travlt. I januar 1947 var de britiske og amerikanske besættelseszoner lagt sammen til Bizonen, og Lüdemann håbede, at en yderligere tilføjelse af den franske zone ville føre til en ændring af de indre grænser. Hans drøm var et rigt ”Land Unterelbe” i stedet for et fattigt Slesvig-Holsten. Men han kunne ikke få tilslutning til sit ønske – hverken i sit eget eller i nabolandene. Sammenlægningen med den franske besættelseszone i april 1949 – nu hed det Trizonen – bragte ingen grænserevision med sig, og Lüdemanns afløser, Bruno Dieckmann tog fat på forfatningsarbejdet. SPD kom i konflikt med kristendemokraterne, CDU, som udvandrede fra forhandlingerne og i øvrigt ændrede forfatningen, da SPD mistede dets absolutte flertal ved valget i april 1950.

Der var altså flere kræfter, der havde indflydelse på Slesvig-Holstens efterkrigsskæbne. De slesvig-holstenske partier trak i forskellige retninger, men var samtidigt underordnet det britiske militærstyre, som havde det sidste ord at skulle have sagt. Briterne måtte til gengæld tage hensyn til de andre besættelsesmagter, som i fællesskab var bundet af Potsdamerklæringen. Den var vedtaget i februar 1945 og fastlagde de overordnede retningslinier for besættelsen. Uenigheden mellem Sovjetunionen på den ene side og Frankrig, England og USA på den anden fik imidlertid stor indflydelse på briternes politik. Den manglende vilje til at sikre en fælles økonomi i hele Tyskland gav store problemer i den britiske zone og ikke mindst i Slesvig-Holsten, der led under voldsomme flygtningeproblemer og ødelagte storbyer.

Oven i dette var Slesvig-Holsten truet af en sydslesvigsk separatistbevægelse, der ønskede at løsrive sig fra Holsten og i stedet knytte sig til Danmark. En bevægelse som havde stærke politiske støtter i Danmark. At Slesvig-Holsten endte som egen delstat var derfor slet ikke en selvfølge!

Denne historie hører til følgende emneområder:
Politik i regionen
Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortællinger
multimediaMultimediemodul
photosFotos og illustrationer

sourceKilder
metainfoForfatterens kommentarer
imageBiografier
lexiconLeksikon