v i m u . i n f o
Deutsche version

Adelens dominans brydes © sdu

Adelens dominans blev i løbet af 1800-tallet formindsket. Politisk overtog borgerskabet, bondestanden og arbejderne efterhånden den dominerende indflydelse. Økonomisk klarede adelen sig fortsat godt - men blev alligevel overhalet af det ekspanderende borgerskab i byerne.

Adelens rolle ændrede sig markant i løbet af det 19. århundrede. Det gælder både i Slesvig-Holsten og i Danmark. Ved indgangen til århundredet var adelsstanden dominerende politisk og økonomisk. Mod slutningen var den politiske magt næsten forsvundet, og økonomisk havde handels- og industriborgerskabet overhalet adelens dominans.

Der var en tæt familiemæssig forbindelse mellem den slesvig-holstenske og den danske adel. Der var også adskillige danske konger, der var født og opvokset i Hertugdømmerne. Frem til 1864 var kongens nærmeste rådgivere ofte adelige fra det holstenske Ridderskab. Efter den preussiske anneksion af Slesvig-Holsten valgte mange adelige embedsmænd at følge med. Så tjente de den preussiske konge i stedet for den danske.

Politisk var den adelige overklasse massivt overrepræsenteret i både den danske og den preussiske Rigsdag. Det samme var tilfældet i de lokale og regionale forsamlinger. Der var også i Preussen og i Danmark tradition for, at ministrene var adelige. Især udenrigspolitikken var et område der normalt blev varetaget af mænd fra højadelen.

Under forfatningskampen i Danmark havde det adelige Højre sammen med de Nationalliberale flertal i Landstinget. Med Kongens støtte regerede de i flere årtier imod Folketingets Venstre-flertal. I Slesvig-Holsten - som i Preussen - bakkede godsejerne op bag kejserens og Bismarcks konservative styre. Det sikrede nogen indflydelse. Alligevel blev adelens politiske magt løbende undergravet, og omkring 1900 var deres tid ovre. Mest udtalt i Danmark med systemskiftet i 1901, men reelt også i Preussen.

Også de adelige godsejeres privilegier i både Preussen og Danmark stod for fald i løbet af det 19. århundrede. Traditionelt var de blevet beskattet lempeligere end andre klasser i samfundet. Til gengæld havde de militære- og retslige forpligtelser. Det blev der gjort endeligt op med i Danmark med Grundloven fra 1849, mens det i Slesvig-Holsten skete i forbindelse med den preussiske anneksion i 1864-67.

Frem til landboreformerne i sidste halvdel af det 18. århundrede ejede godsejerne næsten hele den dyrkede jord. Med udskiftningen og salget af fæstejorden til bønderne var det alene hovedgårdens jord, som var ejet af adelen. Især i Holsten og på Fyn udgjorde denne hovedgårdsjord fortsat en stor del af den samlede agerjord. I visse områder - især i det østlige Holsten og i Dänischwohld i Slesvig - ejede og drev godsejerne langt op i det 20. århundrede en meget betydelig del jorden. I hele Slesvig-Holsten udgjorde de adelige godser i slutningen af det 19. århundrede knap 2 % af gårdene og godt 15 % af produktionsjorden. Andre stede som i Nørrejylland nord for Kongeåen og i den vestlige del af Slesvig-Holsten - i Frisland og Ditmarsken - var der derimod meget få herregårde.

Hvad der blev produceret afhang af de naturlige betingelser, men selvfølgelig også af ejerens og forvalterens vilje til at indføre nye afgrøder og produktionsmetoder. Generelt var det dog kendetegnende, at mekaniseringen blev hurtigere gennemført på de største gårde end på de mindre. Der var også mange herregårde, som tidligt havde en relativt stor produktion af smør og kød, ligesom en væsentlig del af markproduktionen var salgsafgrøder som fx korn og sukkerroer.

Som meget store jordejere nød godsejerne godt af landbrugets gode konjunkturer i sidste halvdel det 19. århundrede. Priserne på en række landbrugsvarer steg betydeligt, men det var især den store stigning i produktiviteten, der fik godsejernes indtjening til at stige kraftigt. I Slesvig-Holsten hjalp den preussiske anneksion, fordi det åbnede for det store tyske marked. I Danmark blev der fra 1880´rne sendt betydelige mængder smør og bacon til det britiske marked.

Herregårdene havde fortsat i det 19. århundrede en stor husholdning med mange tjenestefolk. Velstanden blev mange steder brugt til at modernisere hovedbygningerne, og interiøret fulgte moden i byerne. Mange godsejere havde desuden palæer i byerne, lige som der var en del velstående borgere i byerne, der valgte at købe godser. Titlen af godsejer gav stadig høj status i samfundet.

Denne historie hører til følgende emneområder:
Modernisering og tradition
Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
multimediaMultimediemodul
case storyFortællinger
photosFotos og illustrationer


imageBiografier
bibliographyLitteratur