v i m u . i n f o
Deutsche version

Landarbejdere © sdu

I løbet af 1800-tallet opstod en stor gruppe jordløse landarbejdere. Andre havde gård med så lidt jord, at de var nødt til at arbejde på godserne eller på de større gårdmænd. Forholdene for landarbejderne var dårlige. Især for de mange sæsonarbejdere, som hvert år arbejdede i marken i sommerhalvåret.

I det 19. århundrede voksede befolkningen meget kraftigt i hele Europa. Både i Slesvig-Holsten og i Danmark fordobledes indbyggertallet fra midten af 1800-tallet til Første Verdenskrigs udbrud. Det skabte spændinger i landbosamfundet. Der opstod et stort befolkningsoverskud, som ikke havde mulighed for at købe en gård eller et husmandssted.

I modsætning til andre steder blev problemet normalt ikke løst ved, at gårdene blev delt ved arv mellem sønnerne og dermed mindre og mindre. Det almindelige i regionen var, at den ældste søn overtog gården efter sin far, mens de øvrige søskende måtte klare sig selv. At være født på en mellemstor gård var altså ingen garanti for, at de yngste sønner blev gårdejere. Hvis man var så uheldig at blive født længere nede i søskenderækken, var arven ofte meget beskeden.

Mange på landet blev tvunget til at tage arbejde hos godsejerne eller hos de større gårdmænd. En del af dem var husmænd, der ikke kunne forsørge familien uden ekstraindtjening. Andre var egentlige landarbejdere, der ikke selv ejede jord, og som ikke boede hos arbejdsgiveren. Endelig var der det egentlige tyende, der normalt var unge ugifte mænd og kvinder. De arbejdede som karle og tjenestepriger, og det var almindeligt at de boede og spiste på gårdene.

Arbejdsforholdene på landet var på mange måder gammeldags og patriarkalske. Arbejdsgiveren var samtidig en "husbond", og han bestemte helt over sit tyende. De fleste steder var forholdet mellem gårdmanden og tyendet godt og uden problemer, men alligevel med gårdmanden som den stærke part. Ved konflikter havde arbejdsgiveren alle kort på hånden, og kunne uden vanskeligheder erstatte arbejdskraften.

Frem til slutningen af århundredet var udbuddet af arbejdskraft generelt større end efterspørgslen. Det betød at lønningerne ofte var meget lave, fordi landarbejderne kæmpede med hinanden om arbejdet. Først da der i de sidste årtier af 1800-tallet for alvor kom gang i produktionen af smør og kød, steg efterspørgslen på arbejdskraft. Det øgede kvæg- og svinehold krævede flere hænder i staldene. Samtidig blev markproduktionen intensiveret, og der blev gennemført forskellige grundforbedringer af jorden, hvor der også skulle bruges arbejdskraft.

Ud over de fastboende landarbejdere var der også et større antal mennesker, som flyttede rundt hvor der var arbejde at finde. Det var landarbejdere som påtog sig arbejde i perioder med spidsbelastning. Det vil sige under forårssåningen og i høsten. I Slesvig-Holsten var der i 1898 omkring 140.000 sæsonarbejdere. De kom mest fra det nuværende Polen - der dengang en del af Preussen - mens omkring 25.000 kom fra Danmark. På den danske side var det især på de store gårde og godser på Fyn, at der blev brugt sæsonarbejdere.

Lovgiverne var ikke særlig interesseret i, hvordan landarbejdernes forhold var. Det var især jordejernes interesser der skulle varetages, og myndighederne ønskede at sikre gode betingelser for landbruget. I 1848 blev der indført forbud mod at godsejerne måtte straffe "deres" husmænd korporligt, og i 1854 blev der gennemført en "tyendelov". Ingen af lovene betød mærkbare forbedringer for arbejderne på landet. Først efter århundredeskiftet blev der både i Slesvig-Holsten eller i Danmark gjort noget fra myndighedernes side for at bedre landarbejdernes forhold og retsstilling.

En konsekvens af den ensidige lovgivning var, at arbejdsforholdene på landet var dårlige. Lønnen var som nævnt lav, og kunne normalt ikke sikre tålelige vilkår for landarbejderfamilierne. Det betød at mange børn på landet blev sendt ud at tjene når de var 7-8 år. Det kunne aflaste familiens kostbudget og det kunne hjælpe en smule til familiens underhold. Indkvarteringsforholdene for tyendet var mange steder miserable; karlene boede på små kamre i staldene og pigerne på kolde kvistværelser. Selve ansættelsesbetingelserne var ofte yderst dårlige. Ansættelsen gjaldt normalt kun for sommerhalvåret, og resten af tiden måtte arbejderne klare sig selv.

De dårlige forhold var en afgørende grund til, at mange landarbejdere efterhånden valgte at flytte til byerne for at søge arbejde. Andre igen valgte at emigrere for at prøve lykken i USA eller Canada.

Denne historie hører til følgende emneområder:
Modernisering og tradition
Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
multimediaMultimediemodul
case storyFortællinger
photosFotos og illustrationer
lexiconLeksikon
metainfoForfatterens kommentarer
bibliographyLitteratur