v i m u . i n f o
Deutsche version

Oversøisk udvandring © izrg

Den oversøiske udvandring fra regionen i det 19. århundrede - motiver, omfang og mål.

Udvandringen over havet - var den mon altid ensbetydende med den legendariske karriere fra tallerkenvasker til millionær? I det 19. århundrede forlod mange slesvig-holstenere og danskere deres velkendte hjemstavn for at søge lykken på den anden side af havet. Mere end 90 % af dem tog til Amerikas Forenede Stater, som lokkede med en bedre fremtid i "the land of opportunities". Imidlertid var der også mange slesvig- holstenere og danskere, der fandt et nyt hjemland i Sydamerika, Australien, Afrika og Asien.

Men hvad fik disse mennesker til at forlade deres hjemland? Når man undersøger motiverne taler man om de såkaldte "push- og pullfaktorer". Push- faktorerne skildrer de grunde, der presser én til at forlade hjemlandet. Her drejede det sig især om fattigdom, arbejdsløshed, mangel på landbrugsjord til de unge bønder, økonomiske kriser, politiske konflikter eller - og det gjaldt især i Nordslesvig - modstanden mod det preussiske system. Pull-faktorerne beskriver derimod, hvad det er, der trækker i det land, der er mål for udvandringen. Det kan dreje sig om tilstrækkeligt arbejde, en højere løn, udsigt til personlig frihed, guldfund eller venner og slægtninges positive historier fra den anden side af havet. Ønsket om at udsprede den kristne tro var et andet motiv til emigration.

Den alvorlige økonomiske krise i Danmark i begyndelsen af det 19. århundrede påvirkede også hertugdømmerne Slesvig og Holsten, og de første modige valgte da at søge lykken oversøisk. Efter 1815 havde alle borgere ret til at udvandre - selv om værnepligten kunne være en bremse - og i 1840´rne kom der rigtig gang i udvandringerne. Pionererne - nogle af dem var deltagere fra treårskrigen - skrev breve til deres slægtninge med farverige beskrivelser af deres nye liv. Disse breve gik på omgang på hjemegnen, og uddrag blev trykt i aviserne. På den måde greb "udvandringsfeberen" stadigt flere - udvandrerne trak andre udvandrere med sig. Den første store bølge fulgte efter den danske sejr i treårskrigen 1848-51. Særligt mange bønder og håndværkere forlod landet med deres familier - det foregik tit i grupper, som så bosatte sig sammen i det nye hjemland. For de unge ugifte mænd - og også kvinder - mellem 15 og 30 år tog udvandringen først rigtig fart i anden halvdel af det 19. århundrede. Det hang sikkert også sammen med den almene værnepligt, som fra 1867 også gjaldt i Slesvig-Holsten. Højdepunkterne lå i årene 1872/1873 og mellem 1881 og 1885. Efter krigen i 1864 var den økonomiske situation meget vanskelig især for landarbejderne - som yderligere var ramt af den voksende automatisering i landbruget - men også for håndværkere og småbønder. En selvstændig eksistens syntes kun mulig på den anden side af havet. Man skulle efter 1893, før den indenlandske migration til storbyerne og de industrielle centre i det økonomisk ekspanderende Tyske Rige langsomt erstattede den oversøiske udvandring.

Størsteparten af udvandrerne kom fra landområderne. Lysten til at udvandre var tilsyneladende størst i de egne, der lå længst væk fra de store byer. Øerne Føhr, Amrum, Femern og Langeland udviste udvandringskvoter over gennemsnittet ligesom Østholsten, Nordfrisland og Ditmarsken. Ud over økonomiske faktorer som krisen i søfarten, spillede det vel også en rolle, at disse mennesker, som altid havde boet ved havet og hyppigt ernæret sig ved søfart, traditionelt var mobile og vant til at søge arbejde ude omkring. Nordslesvig havde også en høj udvandringskvote, især i de første år under den preussiske regering [mere] - man skønner, at ca. 40.000 udvandrede i årene mellem 1868 og 1910. Årsagerne lå i en generel afvisning af den nye regering - en afvisning, som tiltog på grund af den hårdhændede "Köller- politik" - men også i økonomiske vanskeligheder. De nordslesvigske kredse var med den nye grænsedragning blevet afskåret fra deres traditionelle markeder i Danmark, mens de som randområde havde svært ved få del i de nye handelsveje i Preussen.

Det er svært at opgøre omfanget af regionens udvandring i årene frem til 1870, da udvandrerne ikke blev egentligt statistisk registreret. Omfanget var dog betydeligt, som dette minimumstal fra 1851/52 viser: her udvandrede alene fra Hamborg havn 4.200 slesvig-holstenere. Der findes mere nøjagtige data for Slesvig-Holsten som preussisk provins, for med udviklingen af den moderne forvaltningsstat fulgte også en statistisk registrering af udvandrerne. Mellem 1871 og 1925 udvandrede mindst 150.000 mennesker. De fleste af dem kendte deres ønskemål ret præcist i forvejen og tilstræbte en bosættelse i nærheden af venner og slægtninge fra samme oprindelige hjemstavn. På den måde opstod der mange temmelig sluttede indvandrerbosættelser i det fremmede.

Skæbnerne blev meget forskellige - nogle vendte hjem igen, andre fik opfyldt drømmen om succes og rigdom, mens andre var mindre heldige. En del udvandrere blev berøvet deres sparepenge allerede i de første måneder af uredelige transportvirksomheder eller landagenter. Men for mange gik drømmen om en beskeden ejendom i opfyldelse på lang sigt. Udvandrerne måtte gennemsnitligt arbejde som lønarbejdere i forskellige jobs i omkring ti år, før de kunne opfylde drømmen om egen jord under fødderne.

Denne historie hører til følgende emneområder:
Migrationer
Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortællinger
multimediaMultimediemodul
photosFotos og illustrationer
quotesCitater
metainfoForfatterens kommentarer
lexiconLeksikon