v i m u . i n f o
Deutsche version

Tvangsarbejdere © izrg

Ca. 225.000 udenlandske civile fremmedarbejdere, krigsfanger og kz-fanger måtte udføre tvangsarbejde i Slesvig-Holsten mellem 1939 og 1945.

I Slesvig-Holsten levede der i perioden 1939-1945 omkring 225.000 civile fremmedarbejdere, krigsfanger og udenlandske kz-fanger. Disse mænd og kvinder og ofte også teenagere erstattede den arbejdskraft inden for industri, landbrug og alle andre brancher, som nu var optaget ved fronten. Denne såkaldte Arbeitseinsatz toppede ved udgangen af 1944. Den 30. september 1944 var der således registreret 134.000 fremmedarbejdere i landsdelen - flertallet af den udenlandske arbejdskraft kom fra Sovjetunionen og Polen. En tredjedel af de polske - og størstedelen af de sovjetiske arbejdere var kvinder og piger. Over 40 % af udlændingene var beskæftiget i landbruget, og 80-95 % af gårdene havde mindst én fremmedarbejder. Antallet af krigsfanger lå i januar 1944 på over 64.000.

Kort efter krigens udbrud i september 1939 havde NS-ledelsen besluttet sig for at satse på udenlandsk arbejdskraft til sikring af krigsøkonomien. Den tyske krigsøkonomi og dermed også opretholdelsen af hjemmefronten var utænkelig uden Rigets ca. 13,5 millioner udenlandske arbejdere. I starten blev de hentet til Riget med en blanding af gulerod og pisk - senere blev de regulært tvangsudskrevet fra de besatte områder. De, som først var kommet ind i det tyske tvangsarbejde, kom i princippet ikke ud af det igen. Det var kun den nådesløse tilbagesendelse ved alvorlig sygdom og - i starten - ved graviditet, der førte tilbage til hjemstavnen. Ud over værnemagten og beskæftigelsesforvaltningen lå projektet fast i NSDAP's hænder. Robert Leys Tyske Arbejdsfront (DAF) organiserede opsynet med lejrene, mens Fritz Sauckel i sin egenskab af Generalbevollmächtigten für den Arbeitseinsatz havde ansvaret for de voldelige rekrutteringer fra 1942.

NS-raceideologien slog også igennem i omgangen med fremmedarbejderne. De, der blev indforskrevet fra Vesteuropa, blev bedre behandlet end de slaviske polakker, som måtte bære det diskriminerende "P" på tøjet. Nederst i det raceideologiske hierarki var østarbejderne, der kunne kendes på det påsyede mærke "OST". Efter - som regel ved tvang - at have forladt deres hjemstavn, familie og venner oplevede polakker og østarbejdere ved deres ankomst til Slesvig-Holsten først at blive stemplet med det tydelige tøjmærke og så at blive tildelt en arbejdsgiver. De industrielle virksomheder og lejrene bød generelt på lange arbejdstider sammen med landsmænd - betalingen var en som regel en utilstrækkelig ernæring. Ernæringssituationen var for det meste bedre på landet, men der truede isolationen og en personlig afhængighed af arbejdsgiveren. Der gjaldt en særlig lovgivning for de udenlandske civilarbejdere og krigsfanger, som kunne forvente dødsstraf eller indsættelse i arbejdsopdragelseslejr for den mindste "ulydighed". Straffesager mod polakker og østarbejdere hørte under Gestapos og Rigssikkerhedshovedkontorets ansvar. Offentlige henrettelser af tvangsarbejdere fandt især sted i tilfælde af forbudt seksuel kontakt mellem udlændinge og tyske folkefæller.

Arbeitseinzats-programmet voldte sociale problemer på hjemmefronten. De raceideologisk mindreværdige slaver og de sovjetiske undermennesker; som de tyske folkefæller havde meget lidt kontakt med og som de skulle betragte med ringeagt og afsky, var jo beskæftigede i den hjemlige krigsøkonomi. I de industrielle centre anbragte man fremmedarbejderne, sorteret efter national baggrund, i lejre og dermed adskilt fra de ariske folkefæller. Det samme kunne ikke lade sig gøre på landet - her boede arbejderne sammen med deres tyske arbejdsgivere på bondegårdene. Foragten måtte der udtrykkes symbolsk, som f.eks. gennem forbuddet mod det ellers almindelige fællesskab omkring bordet under spisningen. Overleveringerne viser, at der var en betydelig variation i de tyske arbejdsgiveres adfærd - fra respektfuld omgang og fælles julefest til overdrevne pryglestraffe og politimæssige anmeldelser, der kunne få alvorlige konsekvenser for de berørte.

Efter krigens afslutning befandt der sig omkring 300.000 strandede udlændinge - tidligere fremmedarbejdere, krigsfanger og kz-fanger i Slesvig- Holsten. De allierede myndigheder sammenfattede dem under begrebet "Displaced Persons" og bestræbte sig på en hurtig hjemsendelse til oprindelseslandet, hvilket dog ikke altid var uproblematisk for de berørte.

Denne historie hører til følgende emneområder:
Krig og besættelse
Migrationer
Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortællinger
multimediaMultimediemodul
photosFotos og illustrationer
sourceKilder
quotesCitater
metainfoForfatterens kommentarer
imageBiografier