v i m u . i n f o
Deutsche version
grænser politik erhverv samfund kultur havet

Den tidlige kvindebevægelse © izrg

Også i denne region har kvinder kæmpet for deres rettigheder. De borgerlige og proletariske kvindebevægelsers historie fra midten af det 19. til begyndelsen af det 20. århundrede.

Indtil begyndelsen af det 20. århundrede blev kvinderne forment adgang til højere uddannelser og de havde - afhængig af den sociale baggrund - kun få muligheder med hensyn til arbejde. Piger fra de lavere sociale lag blev som regel tjenestepiger eller arbejdere. Også for piger fra højere sociale lag endte skolegangen i 14 års alderen. Herefter blev de forberedt på deres opgaver som fremtidige hustruer. Deres håb bestod i at finde en ægtefælle, som kunne forsørge dem. Ellers kunne de blive selskabsdamer eller guvernanter. Desuden var der en meget stor søgning til lærergerningen, og der var undertiden var op til 114 kvinder samlet på et sted.

I anden halvdel af det 19. århundrede begyndte nogle kvinder i Tyskland og Danmark en lang kamp for at opnå borgerlige rettigheder, retten til uddannelse og til en egentlig erhvervsbeskæftigelse. For at give kvindebevægelsen mere tyngde, blev "Allgemeine Deutsche Frauenverein" (ADF) grundlagt i Leipzig i 1865 af engagerede kvinder. Forinden havde de første kvindeaktiviteter haft karakter af at være en foreningskultur - for eksempel i Flensborg - der af religiøse grunde gennem velgørenhed havde støttet forskellige fattige og sygdomsplagede grupper. Mellem 1866 og 1889 blev der oprettet 16 lokalforeninger af ADF, og medlemstallet var allerede i 1870 vokset til 10.000. ADF`s hovedfokusområder var industri- og handelsskoler for kvinder, beskyttelse af kvindelige arbejdere og mødre, ligeløn samt erhvervsfrihed for kvinder. I Danmark kæmpede en vidt forgrenet bevægelse af kvindelige politikere - blandt andre Nina Bang, Camilla Nielsen og Marie Nielsen - og fagforeningskvinder, som Andrea Brochmann og Henriette Crone, for kvindernes ret til at deltage i politik, erhvervslivet og samfundet som helhed. For den såkaldte "borgerlige kvindebevægelse" var kampen for individuelle frihedsrettigheder og ligeberettigelse i forgrunden. Den "proletariske kvindebevægelse" - udsprunget af arbejderbevægelsen - med talrige nyligt grundlagte foreninger for kvindelige arbejdere kæmpede først og fremmest for økonomiske og sociale forbedringer. Men også for politisk ligeberettigelse som en del af opløsningen af den bestående samfundsorden. Den proletariske kvindebevægelse ville med kampen for kvinderettigheder og kvindebefrielse samtidig afskaffe det kapitalistiske samfund og dets økonomiske opbygning. Kvindebevægelsen i Tyskland og Danmark var tæt knyttet sammen. Således fandt den anden "Internationale kvindekonference" sted i København i august 1910, hvor den tyske kvindesagskvinde Clara Zetkin blev udråbt til forkvinde for "Det Internationale Kvindesekretariat".

Først i slutningen af det 19. århundrede fik kvinder ret til at tage studentereksamen ved de offentlige gymnasier og til at studere ved universiteterne. Alligevel var det svært for dygtige kvinder at tilkæmpe sig gode positioner i erhvervslivet og i samfundet. Det gælder for eksempel den slesvig-holstenske arkæolog Johanna Mestoft, der dog til sidst blev den første kvindelige professor i Preussen.

Ud over retten til højere uddannelser og adgang til arbejdsmarkedet stod valgretten højt på kvindebevægelsens liste over krav. Kvindesagskvinden og forfatteren Hedwig Dohm forlangte allerede i starten af 1870´erne kvindelig valgret. Som det første tyske parti optog SPD i 1891 dette krav i sit partiprogram. I 1902 grundlagde Anita Augspurg og Lida Gustava Heymann i Hamburg "Deutschen Verein für Frauenstimmrecht" - den tyske forening for kvindelig valgret.

I 1915 blev kvindernes valgret gennemført i Danmark ved en grundlovsændring. I Tyskland opnåede kvinderne først valgret den 12. november 1918, besluttet af den revolutionære nationale regering i Berlin. Herefter var vejen også åbnet for at de slesvig-holstenske kvinder kunne deltage i udformningen af den fremtidige politik. Således opstillede Jane Voigt - der efter eget udsagn i 1918 var fuldstændig upolitisk - i 1919 til det første preussiske provinsparlament, dog foreløbigt uden held. Fra 1921 til 1932 blev hun dog valgt tre gange til den preussiske landdag.

Denne historie hører til følgende emneområder:
Kvinder
Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortællinger
photosFotos og illustrationer
quotesCitater
imageBiografier