Jerntæppet
Gennem 45 år gik der et Jerntæppe ned gennem Europa. Det delte Østeuropa fra Vesteuropa. Og det delte Østtyskland fra Vesttyskland. I den nordlige ende blev Holsten og Lauenburg adskilt helt fra Mecklenburg. I perioden 1945-1990 gik grænsen ikke bare mellem to tyske delstater. Den gik mellem to fjendestater, som i tilfælde af en Tredje Verdenskrig ville komme til at kæmpe mod hinanden.
Efter 1945 var Lauenburg stillet i en meget vanskelig situation. Som resten af Slesvig-Holsten modtog kredsen ved krigsafslutningen mange flygtninge fra Østpreussen. I oktober 1945 var der omkring 132.000 mennesker i Lauenburg, og næsten 60.000 af dem var flygtninge eller fordrevne. Fem år senere var der 80.000 tyske og 10.000 ikke-tyske flygtninge i Lauenburg, fordi mennesker fra den sovjetiske besættelseszone blev ved med at strømme ind.
Det gav massive problemer med at skaffe fødevarer og husly til alle i de første efterkrigsår. Det var også vanskeligt at skaffe beskæftigelse til de mange mennesker. Samtidig var Lauenburg gået fra at have en nogenlunde central placering i Tyskland til at være et absolut udkantsområde i Vesttyskland.
Der blev løbende givet stor økonomisk bistand til Lauenburg, og der blev investeret massivt i boliger, anlæg og veje. Det var helt nødvendigt, hvis kredsen skulle holdes oven vande. Samtidig kom det tyske militær til at spille en stor rolle, idet omkring 5 % af de beskæftigede i Lauenburg i 1987 var ansat ved Bundeswehr og Bundesgrenzschutz. Især i de fem kasernebyer havde militæret afgørende betydning for den lokale beskæftigelse. Ved den tyske genforening i 1990 var der pludselig ikke længere behov for den militære tilstedeværelse i området. Derfor blev kasernerne i Lauenburg nedlagt inden for få år.
Blandt de mange østflygtninge var der meget ringe sympati for den måde, som tyskerne i den sovjetiske zone blev behandlet på. Det samme gjaldt fra 1949 i forhold til DDR. De fordrevne var meget kritiske og uforsonlige i forhold til det kommunistiske regime i DDR og det gamle Østpreussen. Det afspejlede sig også i de lokale lauenburgske aviser. Her blev der løbende berettet om forholdene i Østtyskland, og opstanden i juni 1953 blev beskrevet indgående. Den blev taget som et udtryk for, at DDR´s befolkning blev holdt som gidsler af det sovjetisk styrede kommunistiske regime.
I Lauenburg kom de borgerlige partier til at stå stærkt. CDU fik fra midten af 1950´rne en meget stor del af stemmerne ved kreds-, landdags- og bundesvalgene, blandt andet fordi flygtningene efterhånden blev integreret i det almindelige samfund og i det almindelige partisystem.
Under Berlin-krisen i 1961 - hvor DDR fra den 13. august opførte Berlin-muren - var kritikken af regimet massiv i Lauenburg. Det samme var bekymringen for, hvad der kunne ske. Pludselig var bevidstheden om at være NATO-forpost meget nærværende. Der skulle ikke megen fantasi til at forestille sig, hvor et muligt Warszawa-pagtangreb ville finde sted. Episoden fik blandt andet NATO til at overføre tropper til grænsen i Lauenburg, mens de lokale aviser søgte at mane frygten for et muligt angreb til jorden. Berlin-muren fik også betydning for grænsebevogtningen, som blev stærkt udbygget og skærpet. Det gjorde det meget vanskeligt for østtyskere at flygte til vesten efter 1961.
Den største grænseovergang var på stykket mellem Lauenburg-Mecklenburg. Grænsestationen Lauenburg/Horst var det sted, hvor 90 % af trafikken fra Vesttyskland til Vestberlin blev kontrolleret. Den åbnede 15. maj 1952, og var i funktion helt frem til den 19. november 1982, hvor motorvejen mellem Hamborg og Vestberlin blev åbnet. Under hele Den Kolde Krig blev trafikanter på transit gennem DDR udsat for en meget grundig kontrol. På turen til Berlin var det strengt forbudt at lave stop uden for bestemte rastepladser, og kontakt til den østtyske befolkning var bandlyst.
