v i m u . i n f o
Deutsche version

Efterkrigstiden © izrg

En vanskelig vej hen mod det tyske "Wirtschaftswunder" - Slesvig-Holstens industri i efterkrigstiden.

Sammenlignet med de store tyske industriområder var Slesvig-Holstens industrialisering foregået sent og på et lavt niveau. Nogle få centre opstod med vægten lagt på særlige brancher: for eksempel bomulds og tekstilindustri i Neumünster, garveri- og læderindustri i Elmshorn, cementindustri i Itzehoe og Lägerdorf, jern- og stålforarbejdning i Büdelsdorf/Rendsborg, Neumünster og Lübeck. Derudover var der industrielt skibsbyggeri i "Reichskriegshafen" i Kiel, i Flensborg, Lübeck, Rendsborg, Husum og i Büsum. I det 20. århundrede udviklede den producerende og forarbejdende metalindustri og skibsbygningsindustrien en særlig betydning for delstaten. Det var dog ikke tale om industrielle koncentrationer, som man kender dem fra Ruhr-området. Slesvig-Holsten forblev landligt og præget af landbrugserhvervet helt ind i 1960'erne.

(Svær-)industrien var under 2. verdenskrig først og fremmest en rustningsindustri. Derfor måtte den slesvig-holstenske industri efter krigens afslutning ikke kun kæmpe med tabte afsætningsmarkeder (for eksempel havde Lübeck mistet sit vigtige opland ved zoneopdelingen) og med alvorlige ødelæggelser på grund af krigens bombninger, men også med den britiske besættelsesmagts demontage. Den nye 'fredsindustri' kom kun langsomt i gang. Der manglede både råstoffer og brændstof. Mange arbejdere havde tilmed helt basale problemer at slås med, som for eksempel utilstrækkelige boligforhold og utilstrækkelig beklædning.

Antallet af arbejdsløse steg hurtigt, ikke mindst på grund af det store antal af flygtninge og fordrevne. Hvor der i de første efterkrigsår var stor mangel på faglært arbejdskraft, nåede Slesvig-Holsten i 1950 op på en arbejdsløshedskvote på hele 25,2 %. Det var uden sidestykke i hele Forbundsrepublikken! Men mange af de nyankomne bidrog til det vigtige genopbygningsarbejde. En stor del af de omkring 1.000 virksomheder indenfor tekstil- og beklædningsindustrien, træforarbejdningen, glas- og keramikindustrien og den kemiske industri, der blev nyetableret frem til 1947, udgik fra flygtninge og evakuerede. Af samtlige nyetableringer stod de for mere end 60 %.

Selvom opsvinget i Slesvig-Holsten måske ikke forløb så sprudlende som andre steder, så fremtrådte delstaten i Wirtschaftswunder-fasen som en topmoderne industriregion. Flygtningelandet Slesvig-Holstens økonomiske opsving kunne "betegnes som vellykket", skrev Hans R. Kreplin, som dengang var direktør for Kiels industri- og handelskammer. Han skrev: "Man risikerer ikke for meget ved at påstå, at dette resultat faktisk ikke kunne have været forventet ifølge den nationaløkonomiske teori." I februar 1958 kunne man i 'Handelsbladet' læse, at delstatens særligt store problemer netop havde givet "skubbet til en tredje og særlig aktiv industrialiseringsbølge." Metalarbejdernes strejke i 1956/57 i Slesvig- Holsten viste dog tydeligt, at under den økonomiske vækst var ikke alt fulgt med, for eksempel arbejderklassens andel i det økonomiske opsving.

Fagfolk vurderede, at delstatens skibsbyggeri - efter at arbejdet var genoptaget - som den førende del af industrien havde banet vejen for det økonomiske opsving. 28 værfter med 30.000 ansatte nåede i 1956 op på en omsætning på 570 millioner DM. Branchens toneangivende var det eneste storværft, der blev tilbage i Kiel efter krigen, 'Howaldtswerke-Deutsche Werft' (HDW). I alt var der i 1958 ansat omkring 160.000 mennesker i delstatens industri. Lübeck husede metalsmelteværket Herrenwyk, værftet 'Flenderwerft', maskinvirksomheder og marmelade- og marcipanproduktion. I Flensborgs erhvervsliv dominerede værfterne og en papirfabrik, den nye beklædningsindustri og selvfølgelig det traditionelle rombrænderi. Maskinfabrikken Kiel A/S (MAK) producerede atter toge og motorer. I Rendsborg fandtes flere værfter, en gødningsfabrik foruden det mest betydningsfulde støberi i Norden, 'Ahlmann-Carlshütte'. I Neumünster blev den traditionelle tekstil- og læderindustri udvidet med en beklædningsindustri. I Ditmarsken borede man igen efter olie og stod dermed for 1/10 af hele Forbundsrepublikkens råolieproduktion. De store industrielle cementværker i Lägerdorf, Itzehoe og Lübeck samt de 75 teglværker udnyttede delstatens råstoffer. Da efterkrigstiden var forbi, viste det sig dog, at den vigtigste region, hvad angik industriel vækst i Slesvig-Holsten, skulle blive områderne omkring Hamborg, for eksempel amtet Stormarn.

Denne historie hører til følgende emneområder:
Industriel strukturforandring
Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
audioDidaktiske overvejelser
audioTillægsmateriale
case storyFortællinger
multimediaMultimediemodul
photosFotos og illustrationer
videoVideo
quotesCitater
imageBiografier
lexiconLeksikon
bibliographyLitteratur