v i m u . i n f o
Deutsche version

Badeliv © izrg

Badevogne, nøgenkultur og sæljagt: tysk badeliv på strandene langs Nord- og Østersøen

"At se og blive set" - var en del af enhver baderejse efter åbningen af de første søbade langs regionens kyster. Imidlertid var det i begyndelsen vigtigere "ikke at blive set", for det 19. århundredes sociale regler forbød - og det gjaldt da ikke mindst for medlemmerne af den badende overklasse - synet af utildækkede kropsdele i det offentlige rum. Nøgenbadning forblev forbudt og ilde set langt ind i det 20. århundrede. Kvinder og mænd badede adskilt i havet. Tidlige forsøg på at lade de badende bade i ly for fremmede blikke i midten af en krans af små skibe ("badechaluppen") faldt til jorden: badegæsterne var ikke søvante nok. Derimod slog opfindelsen af badevogne igennem og var den eneste standsmæssige adgang til badet ind til århundredets udgang.

Bade-"fornøjelserne" var i det hele taget underlagt strenge regler: adskillelsen af kønnene gav sig selv; fælles badning i "familiebadet" - hvortil ugifte imidlertid ikke havde adgang - blev først mulig i de slesvig- holstenske søbade fra sæsonen 1902.

Badetiderne havde også faste regler: på Sild gjaldt i 1906 stadigt en officiel badetid fra kl. 6 om morgenen til kl. 1 middag - uden for dette tidsrum var badning forbudt. Det samme gjaldt for den "vilde" badning uden for de anviste pladser eller med en beklædning, der ikke overholdt forskrifterne. Hvad de indebar, kunne badegæsten læse i badeforskrifterne allerede før ankomsten: kun badedragter "med høj hals, i en mørk farve og fremstillet af et uigennemsigtigt stof" var tilladt, som det fremgik af Büsums "Bestemmelser for benyttelse af familiebadet" i 1903. Trods disse strikte retningslinier var bademoden imidlertid en vigtig del af fritidsaktiviteterne ved Nord- og Østersøen og samtidigt en social målestok.

Et andet aspekt af strandlivet lå på det samfundsmæssige plan. Langsomt udviklede badningen sig fra at være et privilegium for de få til at blive en fornøjelse for en først smal borgerlig klasse og til sidst til at være et massefænomen. Søbadenes forskellige profiler, som f.eks. det "mondæne" Westerland og det mere småborgerlige Büsum ved nordsøkysten betød, at de sociale kredse var lukkede - man holdt sig for sig selv. Det muliggjorde såvel forretningsmæssige som amorøse forbindelser. I Westerland på Sild fandtes der ved århundredeskiftet et - om end uofficielt - "forlovelseskontor".

Gæsterne anså underholdning og repræsentative fritidsaktiviteter for lige så vigtigt som strandlivet. Foruden promenadeturene reklamerede alle søbade med fornemme sportstilbud: tennis, roning, sejlads, golf og - fodbold, som ved århundredskiftet stadigt var ret borgerligt. Den regionale motionsvariant, vadehavsløb, blev allerede tidligt populær. Der blev afholdt strandløber- og børnefester, tennisturneringer og konkurrencer i at bygge sandslotte; der blev også arrangeret fyrværkeri, og strand og klitter blev oplyst med moderne elektrisk lys. Og øerne reklamerede med jagt på vadefugle og sæler; faktisk var sæljagt den mest populære fritidsfornøjelse ved mange nordsøbade. Byggeri af sandslotte var selvfølgelig en del af strandlivet, og de kunne udfylde aldeles forskellige funktioner.

Ud over søbadenes forskellige profiler - som gennemløb store forandringer i det 20. århundrede - viste der sig også grundlæggende forskelle på de badegæster, der satte kursen mod østersøbadene, og de, som foretrak badeferien ved Nordsøen. Hvor individuelle turister ofte - også uden for sommermånederne - søgte rekreation ved den barske nordsøkyst, var - og er - det først og fremmest familier, der tiltrækkes af det fredfyldte strandliv ved østersøstranden.

Denne historie hører til følgende emneområder:
Badeturisme
Friserne
Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortællinger
photosFotos og illustrationer
imageBiografier