v i m u . i n f o
Deutsche version

Sild og Rømø © izrg

"Nordsøens dronning" over for de "De fattiges Sild" - øerne Sild og Rømø.

I midten af det 19. århundrede var der ikke meget, der tydede på, at de to naboøer, Sild og Rømø, i løbet af de næste 150 år skulle udvikle sig helt forskelligt. Som på de øvrige nordfrisiske øer havde øboerne tidligere først og fremmest ernæret sig ved søfart på Ishavet - især hvalfangst eller i Rømøs tilfælde sælfangst- og landbrug. De havde bevaret en beskeden levevis, og fremmede rejsende - en sjælden undtagelse - fandt her først fremmest en afsondret tilværelse.

På dette tidspunkt var Keitum stadigt Silds "hovedstad". Men efter opstillingen af de første badevogne i 1855 oplevede Westerland en hurtig vækst som søbad. Sammenlignet med øens andre landsbyer var Westerland i begyndelsen den mindste, men med sin udvikling hægtede den de andre af. Wenningstedt, der oprindeligt var større end Westerland og blev søbad kun fire år senere, stod hele tiden i skyggen af nabobyen og tiltrak især mindre velhavende gæster. Kampen, nogle få kilometer nord for Wenningstedt, slog ind på en anden vej. Den udviklede sig i 1920´rne til en kunstnerkoloni og blev efter 2. verdenskrig et mødested for de smukke og de rige.

Uafhængigt af de andre badesteder med deres forskellige profiler forblev Westerland lokomotiv for udviklingen og ikke kun på Sild. Øen indtog en særstilling blandt søbadsegnene i det Tyske Rige. Som "Dronning af Nordsøen" hørte øen til kejserrigets mest populære feriemål. Især Westerland ændrede sit udseende gennem voldsomme private og offentlige byggerier, og i 1905 fik byen købstadsrettigheder. Udviklingen havde stor betydning for øens erhvervsstruktur: turismen blev - i det mindste på badestederne - det vigtigste erhverv, og med gæsterne fik landbrugerne også bedre afsætningsmuligheder for mælk, æg og grøntsager. Alligevel var det ikke øboerne, der først og fremmest nød godt af den nye velstand. Den overvejende del af de virksomheder og gæstgiverier, som tjente på turismen, var ikke ejet af lokale familier.

Efter styrtdykket i gæstetallene på grund af 1. verdenskrig satte bygningen af Hindenburgdæmningen i 1927 igen skub i turismen på Sild. Under Weimar- republikken og frem til 2. verdenskrig, understregede Sild med sit "verdensbad", Westerland, sin position som Slesvig-Holstens vigtigste baderegion og mødestedet for talrige af samfundets spidser.

Silds nordlige naboø Rømø, der som følge af krigen mellem Prøjsen og Danmark i 1864 var tilfaldet Prøjsen, var derimod længe endnu uberørt af turismen. Nordseebad Lakolk, som åbnede i 1898, var et halsløst projekt og måtte lukke et par år senere. Det var først med bygningen af en farbar - og næsten ti kilometer lang - dæmning i 1948, at turismen slog igennem. Imidlertid slog Rømø - der efter afstemningen i 1920 igen var blevet dansk - ind på en anden vej end Sild. Rømø modtog især campister og individuelle turister, der enten eftersøgte den naturnære ferie i et sommerhus i øens klitter eller Nordeuropas bredeste sandstrand. Og det var den ifølge tallene fra 1976. I 1970'erne kom færre end en tredjedel af turisterne fra Danmark. Det var overvejende tyske feriegæster, der søgte afslapning på "de fattiges Sild", som en (tysksproget!) rejsebrochure kaldte øen. De udgjorde dermed grundlaget for den turisme, der efter 2. verdenskrig blev øens suveræne hovederhverv. Alligevel var forholdet til tyskerne på øen ikke altid gnidningsløst. Den tyske besættelse under 2. verdenskrig har lange eftervirkninger, og talrige bunkers på øen minder om, at den tyske værnemagt fra 1940 udbyggede Rømø til en af de vigtigste radarstationer. Disse erfaringer spillede uden tvivl ind på "sandslots-krigen" i sommeren 1963.

Den dag i dag står Sild og Rømø - de to naboøer - stadigt for to meget forskellige slags badeturisme.

Denne historie hører til følgende emneområder:
Friserne
Badeturisme
Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortællinger
photosFotos og illustrationer
quotesCitater
imageBiografier