v i m u . i n f o
Deutsche version

Krigen i 1864 © sdu

Krigen om Slesvig i 1864 blev kort, fordi den danske hær var langt svagere end den angribende preussisk-østrigske. Danmark fik diplomatisk støtte af de europæiske stormagter, men der var ingen vilje til at redde helstatens beståen.

Krigen i 1864 og tabet af Slesvig-Holstein og Lauenburg var et alvorligt slag for Danmark. Hertugdømmerne havde været en del af den danske helstat i omkring 400 år, og Danmark mistede på en gang en tredjedel af sit areal og næsten 40 % af sine indbyggere. Derfor har krigen en stor plads i dansk historie. Den spiller også en stor rolle i tysk historie, fordi den indgår som en vigtig del af Tysklands samling i årene derefter.

Danmark var meget dårligt forberedt på krigen - både militært og politisk. Talmæssigt var den danske hær underlegen, men også de danske soldaters uddannelse og udrustning var klart dårligere end modstanderens. Samtidig fik de danske tropper kun opbakning af befolkningen i Nordslesvig, mens de angribende styrker blev støttet af befolkningen i den øvrige del af Hertugdømmerne. Dertil kom, at der hos den danske befolkning var en urealistisk forventning om sejr. Det påvirkede regeringen til at gå i krig og til at fortsætte den, selv om situationen var umulig.

Regeringen havde en forventning om, at de europæiske stormagter og Sverige-Norge ville komme Danmark til undsætning. Det skete ikke. Med sin politik i årene forud havde Danmark mistet en stor del af opbakningen. Desuden var Preussen kommet på bedre fod med stormagterne Rusland, Frankrig og England end under den foregående krig. Det betød, at kun hvis Danmarks eksistens var truet, var der mulighed for at opnå international opbakning.

Krigen i Slesvig blev indledt i begyndelsen af februar 1864. Forinden var preussisk-østrigske tropper rykket ind i Holsten og Lauenburg den 21. januar, fordi den danske regering nægtede at acceptere et ultimatum om at annullere Novemberforfatningen. Krigen blev kort, idet fredstraktaten blev underskrevet den 30. oktober. Kendetegnende for krigen var det, at Danmark fra start til slut var den tabende part i konflikten.

Det danske hovedforsvar lå ved Dannevirke-fæstningen, men den øverstbefalende, general de Meza, indså fra starten, at det ikke var muligt at holde stillingen. Allerede den 5.-6. februar trak han samtlige danske soldater tilbage inden de var kommet i kamp. Tilbagetrækningen kom som et chok for den danske befolkning, og de Meza blev af mange regnet som en kujon og en forræder. Under tilbagetoget blev de danske tropper angrebet ved Sankelmark den 6. februar i krigens første egentlige slag. Hovedparten af de danske soldater blev trukket over til Dybbøl, mens en mindre del rykkede videre op mod Fredericia og Kolding.

Kampene på og omkring skanserne ved Dybbøl var krigens vigtigste. Det var hovedkamppladsen. De første kampe blev indledt den 18. februar, og i løbet af de følgende måneder var der adskillige mindre slag. I perioden frem til det endelige slag var de danske skanser belejret af preussiske og østrigske tropper. Under stormen på Dybbøl den 18. april blev de danske stillinger heftigt bombarderet, hvorefter de preussiske tropper indtog stillingerne.

Ud over kampene ved Dybbøl trængte de preussisk-østrigske tropper op gennem Slesvig og de gik over Kongeåen og ind i kongeriget. Kolding blev indtaget den 18. februar uden kamp, og fæstningen i Fredericia blev rømmet den 28. april. De fleste danske soldater blev overført til Fyn, mens en mindre del blev trukket længere op i Jylland. Da der i London den 12. maj blev indgået en våbenhvile, var hele Slesvig, med undtagelse af Als og Ærø, besat.

Den engelske regering var gennem hele krigen meget aktiv for at sikre en diplomatisk løsning. Londonkonferencen kom i stand mellem krigens parter i slutningen af april efter kampene ved Dybbøl, og den forløb frem til våbenhvilens udløb i slutningen af juni. Bismarck spillede aktivt ud med at foreslå en deling af Slesvig. Den nordlige del skulle lægges sammen med Danmark, og Syd- og Mellemslesvig løsrives sammen med Holsten. Det forkastede den danske regering, og krigen brød ud igen.

Als blev angrebet den 29. juni, og allerede den 1. juli var øen faldet. De preussisk-østrigske soldater nåede at besætte hele Jylland inden den endelige våbenhvile blev indgået den 20. juli. Derfor var fredsslutningen helt på sejrherrernes betingelser, og Danmark tabte hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg.

Denne historie hører til følgende emneområder:
National konflikt
Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortællinger
multimediaMultimediemodul
photosFotos og illustrationer
videoVideo
metainfoForfatterens kommentarer