v i m u . i n f o
Deutsche version
grænser politik erhverv samfund kultur havet

De dansksindede slesvigere © sdu

Efter krigen i 1864 måtte den dansksindede del af befolkningen i Slesvig leve under fremmed styre. I perioden frem til genforeningen i 1920 lykkedes det at bevare danskheden på trods stigende preussisk undertrykkelse.

Efter krigen i 1864 var forholdene i Slesvig-Holsten vendt om. Hertugdømmerne blev en preussisk provins, og det var pludseligt den dansksindede del af befolkningen, der måtte leve under fremmet styre. Frem til grænseændringen i 1920 lykkedes det at bevare danskheden i Nordslesvig, og perioden har fortsat stor betydning for mange sønderjyder.

De dansksindede følte sig fra starten ladt i stikken. Selv om der i kongeriget var stor sympati, var de politiske muligheder for at hjælpe meget beskedne. Efter at Hertugdømmerne fra 1867 helt blev overtaget af Preussen, begyndte en lang periode med en stigende statslig undertrykkelse af den danske befolkningsdel.

I fredstraktaten efter den preussisk-østrigske krig i 1866 blev der indføjet en særlig paragraf 5, som omhandlede forholdene i Slesvig. Traktaten bestemte, at Østrig overdrog sine rettigheder i Slesvig og Holsten til Preussen. Men det blev indføjet, at Nordslesvig ved en folkeafstemning havde ret til at stemme sig tilbage til Danmark. Paragraf 5 blev det håb, som de dansksindede klyngede sig til frem til 1878, hvor Bismarck fik sløjfet bestemmelsen. Det fik året efter den nationale digter Holger Drachmann til at skrive "Da de slettede Paragraffen ud" om den uret der var begået mod det danske folk.

I den første periode blev der fra dansk side i Slesvig ført en omfattende "protestpolitik". Ved at protestere på alle områder ville man sikre, at Nordslesvig-spørgsmålet og Paragraf 5 hele tiden var i spil. Dansksindede embedsmænd nægtede at aflægge den preussiske ed, og de danske medlemmer af den preussiske Rigsdag - Nicolai Ahlmann og Hans Krüger - afviste kategorisk at afgive en formel opbakning til preussiske forfatning. Derfor kunne de - selv om de var valgt - ikke blive medlemmer af Landdagen.

Fra slutningen af 1870´erne fandt der et gradvist skifte sted i den politik, som de dansksindede førte. Det hang sammen med flere ting. Efter at Paragraf 5 blev slettet svandt håbet om en slesvigsk folkeafstemning. Samtidig faldt opbakningen til den danske bevægelse markant, især i Flensborg-området. Den preussiske regering opfattede i stigende grad dansksindede slesvigere som "Reichsfeinde", og der blev ført en hård assimilationspolitik. Det fik nye ledere til at slå ind på en ny politik til at sikre danskhedens beståen i Slesvig.

Den klareste fortaler for en ny linie var den unge journalist H.P. Hanssen. Han er kaldt "den første moderne mindretalspolitiker", fordi han gjorde op med den gamle protestpolitik baseret på danskernes ret ifølge Prag-freden. I stedet skulle der skabes en bred folkelig forankret danskhed, hvor den nationale selvbestemmelsesret forhåbentlig på et tidspunkt ude i fremtiden kunne forene Sønderjylland med Danmark.

De dansksindede skulle acceptere at aflægge preussisk ed, de skulle påtage sig preussisk værnepligt og de skulle lade være med at flytte væk fra Slesvig. Ved at række hånden frem ville man opnå nogle rettigheder, og man ville forhindre at befolkningstallet faldt på grund af udvandring. Eller det var i hvert fald håbet, fordi regeringen gjorde på alle måder forholdene vanskelige for den danske befolkningsdel.

Den preussiske assimilationspolitik nåede sit højdepunkt da Ernst Mathias von Köller i 1897-1901 var overpræsident i Slesvig-Holsten. Men der var allerede i årene forud indført stadig skrappere regler. "Köller-politik" opfattes endnu af mange som synonym med en ekstrem undertrykkelse af et nationalt mindretal. 1) Der blev gennemført en masseudvisning af danske statsborgere, herunder af slesvigske "optanter". 2) Fra 1888 var tysk det eneste undervisningssprog i skolerne. 3) Valgreglerne blev tilpasset, så der blev valgt så få dansksindede som muligt. 4) Danske aviser og danske redaktører blev holdt i et jerngreb og udsat for talrige straffe. 5) Forbud mod at der blev afholdt danske møder i offentlige lokaler. 6) Forsøg på en tysk kolonisering i Nordslesvig.

At der blev oprettet en række danske foreninger kan ses som svar på undertrykkelsen. Vælger-, sprog-, skole- og foredragsforeningen var sammen med frimenighederne og foreningen Landeværnet tiltag, der skulle dæmme op over for myndighedernes politik. Det skulle samtidig fremme den folkeligt funderede danskhed. Det lykkedes i et så stort omfang, at der ved afstemningen i 1920 fortsat var et overvældende dansk flertal i Nordslesvig.

Denne historie hører til følgende emneområder:
National konflikt
Monarkier
Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFortællinger
photosFotos og illustrationer
sourceKilder
metainfoForfatterens kommentarer
imageBiografier
lexiconLeksikon