Grænsen ligger fast
I årene efter grænseflytningen i 1920 havde Danmark og Tyskland meget forskellige interesser i grænselandet. Det førte til nogle meget forskellige strategier. Interesser der var ret konstante gennem alle mellemkrigsårene uanset hvem der havde regeringsmagten.
I Danmark var der en klar interesse i at befæste den nye grænse. Nordslesvig skulle hurtigst muligt blive til Sønderjylland. Det skulle ikke længere være en del af Slesvig, men hænge sammen med Jylland og resten af Danmark. Det gjaldt både praktisk og symbolsk. Sporene fra årene før 1864 skræmte, og man ville for alt i verden forhindre den nationale konflikt i at undergrave den nye grænse.
Der blev postet mange penge i den nye landsdel. Vej- og jernbanenettet blev udviklet, og elektricitets- og telefonsystemerne blev moderniseret. Både fordi det var tiltrængt, men lige så meget for at forbinde Sønderjylland med det øvrige land. Samtidig skulle produktionen omstilles, så det passede bedre sammen med dansk økonomi. Landbruget skulle lægges om, så det kunne levere smør og bacon til det britiske marked. Byerhvervene måtte vende handlen mod nord, hvor den tidligere var gået mod syd. Det var en lang proces, der krævede store investeringer.
Fra tysk side var situationen anderledes. Man anerkendte aldrig den nye grænse, og på forskellig vis forsøgte man at opretholde kontakten til Nordslesvig. Det skete både af de officielle kanaler, og ved underhånden at give økonomisk støtte til det tyske mindretal. Fra begyndelsen af 1920´rne erkendte de tyske myndigheder i Kiel og Berlin, at man ikke kunne klare sig i den økonomiske konkurrence med danskerne. I stedet skulle man slå på tysk kultur, der var den danske klart overlegen. Der skulle ydes kulturel støtte til mindretallet, for på den måde at vinde øget støtte i Nordslesvig.
Den danske grænsepolitik var i løbet af 1920´rne meget rigid. ”Den følte grænse” var midlet, og målet var at der var så få kontakter over grænsen som muligt. Grænsehandel skulle forhindres, og man ville ikke acceptere arbejdsmigration over grænsen. Det gav en række økonomiske ulemper for handlende nær grænsen og for mange arbejdsgivere, som var vant til at hente medhjælpere på den anden side af grænsen. Den danske regering ville dermed hindre, at mindretallets landmænd og erhvervsdrivende i Sønderjylland hentede tyskere op. Det mest absurde eksempel på dansk symbolpolitik var, at borgerne i Flensborg blev nægtet adgang til Kollund Skov, som var ejet af byen. De danske myndigheder ville ikke have flensborgere rendende rundt på dansk jord.
Den tyske regering støttede underhånden tyske landmænd i Nordslesvig ved fra 1926 at give penge til ”Kreditanstalt Vogelgesang”. Under landbrugskrisen i slutningen af 1920´rne og hjalp dette kreditinstitut trængte tyske landmænd. De ydede også lån til tyske landmænd, som kunne overtage danske ejendomme. Missionen lykkedes ikke rigtig, fordi der på dansk side var langt flere midler til rådighed via de almindelige kreditforeninger og Vogelgesangs direkte modstander, Foreningen Landeværnet. Samtidig fik den tyske regering hurtigt kolde fødder og trak sig ud.
I alle mellemkrigsårene førte den danske regering en lav profil om grænsespørgsmålet. Det hang sammen med, at Danmark kun havde en stor fjende – Tyskland – og grænsespørgsmålet udgjorde en latent risiko for en tysk aggression. Op gennem 1930´rne var alle klar over grænseproblemet, men spørgsmålet blev aldrig taget op. Hverken fra dansk eller tysk side. Især i sidste halvdel af årtiet blev der ført en hård linie over for alt, der kunne opfattes provokerende i Tyskland. Aviserne blev kaldt til orden, hvis der blev skrevet kritiske artikler og en del tyske flygtninge blev sendt tilbage. Myndighederne slog også ned på alt i grænselandet, som kunne legitimere et tysk angreb for at komme mindretallet til undsætning.
Det er usikkert, hvorfor Hitler undlod at kræve en grænseflytning. I 1930´rne var det formentlig ud fra ønsket om at stå på god fod med Danmark og de nordiske lande. Samtidig havde han med grænsespørgsmålet i baghånden en god klemme på Danmark. Under besættelsen var ro og orden og villigt samarbejdende danske myndigheder vigtigere, end en snarlig grænseændring. Den kunne vente til efter krigen var vundet.
