v i m u . i n f o
Deutsche version

Den Frisiske Bevægelse © sdu

"Hold ikke op med at være frisere!", sagde præsten Christian Feddersen i 1845. Men ønsket om at forene friserne blev i stedet indledningen til mere end hundrede års stridigheder og splittelse!

Friserne er oprindeligt et germansk stammefolk, der havde deres eget rige i 6-700 tallet. Derefter blev de underlagt andre magter, og med tiden blev stammebegrebet af mindre betydning. I stedet blev det sproget, traditionerne, historien og det særlige liv ved Nordsøens kyst, der karakteriserede en friser.

De var oprindeligt bosat i egnene mellem Scheldes og Wesers udløb, men i 1100-tallet udvandrede en gruppe til Vestslesvig. Nogle hundrede år før havde andre frisere indtaget vadehavsøerne. Ganske vist havde de alle Nordsøen som nabo, men forskellige egne bød på forskellige betingelser, og gradvist blev den frisiske gruppe mere uensartet. I dag definerer de omkring 500.000 vestfrisere i Holland sig således stadigt som frisere, hvorimod frisiske rødder kun sjældent kommer til udtryk i Danmark. De frisiske samfund i det vestlige Slesvig - med ca. 50.000 frisere - udviklede sig også i forskellige retninger. Ø-friserne blev især påvirket af søfart og turisme - og for Helgolands vedkommende af en dramatisk historie! Fastlandsfriserne var derimod optaget af digebyggeri og marskens betingelser for landbrugsdrift. Den enkelte nordfriser følte sig derfor i højere grad forbundet med hjemstavnen end med et fælles frisisk samfund.

Der blev dog gjort forsøg på at samle friserne. I 1845 fremkom præsten Christian Feddersen med en vision om friserne som en selvstændig gruppe på lige fod med tyskere og danskere. Hans opfordring lød: "Hold ikke op med at være frisere!". Men hans ideer om en frisisk bevægelse druknede i de følgende 20 års nationale stridigheder om Slesvigs fremtid.

Der blev ganske vist afholdt særlige nordfrisiske folkefester i Bredsted, første gang i 1844. Men disse forsamlinger kom slet ikke til at styrke den frisiske identitet på samme måde, som de store danske nationale møder på Skamlingsbanken gjorde det for danskerne. Folkefesterne i Bredsted udviklede sig i stedet til en kampplads for de tysksindede slesvig-holstenere. I 1848 havde man ellers fået friseren Harro Harring - en "professionel" frihedskæmper - til at tale. Han talte ivrigt for en frisisk republik og sluttede med det frisiske slagord: "Liiwer düdj as slaaw!" - "hellere død end slave!". Men bagefter blev mødet igen overtaget af de tysksindede.

Efter krigen i 1864 og fastlæggelsen af den nye grænse ved Kongeåen skulle friserne finde deres ståsted i det tyske rige. Den frisiske bevægelse udviklede sig nu til et foreningsarbejde for sprogets og kulturens bevarelse. Den første forening blev dannet i 1879, men løb ud i sandet, da den savnede ø-frisernes opbakning. Derimod kom den Nordfrisiske Forening fra 1902 til at dække bredt. Dens formål var - og er - at bevare frisisk sprog, kultur og landskab. Mange lokale frisiske foreninger valgte at bakke op bag Nordfrisiske Forening, som efterhånden blev en slags paraplyorganisation for de fleste lokalforeninger.

Efter at den danske grænse igen rykkede tættere på friserne i 1920, blev Frisisk-Slesvigsk Forening dannet. Den ønskede anerkendelse af friserne som et nationalt mindretal og samarbejdede med det danske mindretal syd for grænsen. Det provokerede den Nordfrisiske Forening, der bekendte sig til tyskheden, og det dansk-tyske modsætningsforhold kom igen til at dominere det frisiske arbejde i mange år. Bohmstedt-principperne fra 1926 er et eksempel herpå.

Men arbejdet for en særlig frisisk status blev også påvirket udefra. De tyske politikere ville gerne have frisernes opbakning, men helst ikke deres selvstændiggørelse. Det resulterede i beskedne indrømmelser på skoleområdet i mellemkrigstiden, og undertrykkelse af den frisiske sag under nazismen, som ellers havde fået frisernes absolutte opbakning.

I vor tid lægges der mange - menneskelige og økonomiske - ressourcer i arbejdet med at fremme frisisk kultur og sprog. Til gengæld vanskeliggøres det af de strukturelle forhold, hvor mange unge frisere flytter væk og erstattes af ikke-frisiske tilflyttere.

Diese Geschichte erscheint in folgenden Themen:
Friserne
Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
case storyFallbeispiele
multimediaMultimedia
photosAbbildungen
sourceQuellen
imageBiografien