v i m u . i n f o
Deutsche version

Det frisiske sprog © sdu

Nordfrisisk tales i dag af omkring 10.000 mennesker. Og så er der endda 9 forskellige dialekter. Forvirrende?

Det frisiske sprog har - ligesom oldengelsk og oldsaksisk - sin oprindelse i et gammelt nordsø-germansk sprogfællesskab. Det har udviklet sig i en nord-, øst- og vestfrisisk gren, hvor den sidste er den mest udbredte, og tales af ca. 400.000 hollændere. Østfrisisk tales af knap 2.000 mennesker i Saterland, og nordfrisisk af knap 10.000. Og det sidstnævnte kan endda deles op i yderligere ni dialekter; tre på øerne og seks på fastlandet.

Nordfriserne har aldrig haft deres egen stat eller egne offentlige institutioner. Derfor har der heller ikke været et forum, der kunne udvikle et officielt nordfrisisk sprog, som vi kender det fra rigsdansk og højtysk. I stedet blev friserne tosprogede. De talte tysk - kortvarigt dansk - i kirke, skole og offentlige sammenhænge og frisisk i det nære hverdagsliv. Den enkelte hjemstavn udviklede sin egen frisiske dialekt uafhængigt af de fjernere frisiske samfund.

Det nordfrisiske sprog har været i jævn tilbagegang gennem flere hundrede år. Jo færre, der deler et sprog, des færre sammenhænge er der at tale det i. Og hver generations forældre har måttet overveje, om deres børn - ud over det nødvendige tyske sprog - også har skullet lære frisisk. Valget blev ikke nemmere af, at også nedertysk, sønderjysk og rigsdansk bliver brugt i de nordlige frisiske egne!

I midten af 1800-tallet opstod "den frisiske bevægelse". Frisere stillede sig frem og talte for en bevarelse af den frisiske kultur i en tid, hvor dansk og tysk nationalisme dominerede. Bevægelsen har eksisteret lige siden i forskellige former, og det frisiske sprog er blevet det helt centrale element i denne "kulturkamp". Både fordi sproget almindeligvis betragtes som en vigtig del af et menneskes kulturelle identitet. Men vel også fordi det er svært at finde andre egentlige fællesnævnere for en frisisk kultur. Fordi - som det er tilfældet med dialekterne - hver hjemstavn har udviklet sine egne traditioner og værdier!

I arbejdet for sprogets bevarelse har der været gjort mange forsøg på at skabe frisiske ordbøger. Det frisiske sprog har overvejende været et talesprog, og hvis det blev gjort skriftligt, ville det kunne anvendes i flere sammenhænge. Samtidigt var ordbøgerne en måde at give sproget videre på til de næste generationer. Langt fra alle forsøg endte med udgivelser, men viljen var til stede. Det er blevet sagt med et glimt i øjet, at det hører til enhver frisers ambition én gang i livet at skrive en ordbog!

Et andet indsatsområde har været børnenes oplæring. Op igennem 1900-tallet har der i vekslende omfang været givet skoleundervisning i - men ikke på - frisisk, og i dag er det et frivilligt tilbud på udvalgte skoletrin. For de voksne tilbydes sprogkurser som voksenundervisning.

Det frisiske sprog er i dag kun lidt synligt i det offentlige rum, og det er meget småt repræsenteret i medierne. Der udgives til stadighed frisisksproget litteratur, men de små oplagsstørrelser gør økonomien vanskelig.

Som andre udkantsområder oplever Nordfrisland, at ungdommen flytter væk efter uddannelse og beskæftigelse. En beboelsestæthed under gennemsnittet tiltrækker til gengæld ældre og "fritidsindbyggere". Begge dele udtynder den frisiske befolkningsdel og er en nutidig trussel mod det frisiske sprog.

Denne historie hører til følgende emneområder:
Sprog og traditioner
Grænser
Friserne
Flash Player 9 kræves for at vises dette inhold. Download nu.
multimediaMultimediemodul
case storyFortællinger
photosFotos og illustrationer
bibliographyLitteratur