Østblokkens angrebsplaner
Gennem hele Den Kolde Krig havde Østblokken planer for, hvordan en krig mod vest skulle føres. De første planer blev lavet omkring 1950, og de sidste gjaldt til slutningen af 1980´rne. Det var kendetegnende, at planerne var forbavsende konstante, og at de var bygget op omkring de samme grundantagelser.
Efter afslutningen af Den Kolde Krig er adskillige af Warszawa-pagtens planer for krigsførelse mod Vesten blevet offentliggjort. Der er også en del officerer – især fra Polen – som har fortalt om planerne. Det er uvist, hvad der skulle have været til for at planerne var blevet gennemført. Men meget tyder på, at de politiske ledere i Øst var lige så bange for en atomkrig, som lederne i Vest. Helt frem til omkring 1980 var der tilsyneladende en tro på, at Østblokken ville vinde over Vesten uden krig. Da den opfattelse skiftede, var der i første halvdel af 1980´rne optræk til krig.
Warszawa-pagten byggede deres krigsplaner og -øvelser ud fra en antagelse om, at NATO startede med at angribe. Angrebet skulle standses meget hurtigt, og et modangreb sættes ind. I de første år under Den Kolde Krig forventede østblokkens militære strateger at NATO ville nøjes med at bruge konventionelle våben. At man ville undlade at sende atomraketter af sted. Det blev der ændret på efterhånden, fordi et muligt atomangreb, var grundlæggende for NATO-forsvaret.
I Østblokkens øvelses- og krigsplaner blev Slesvig-Holsten og Danmark nærmest regnet under en hat. Under en krig med NATO udgjorde Nordtyskland, Holland og Danmark et samlet område, som skulle overtages i sin helhed. Det var et vigtigt mål at sikre adgang til stræderne ind og ud af Østersøen. Det var også vigtigt at få kontrol med Kieler-kanalen, så flådeskibene hurtigt kunne komme ud i Nordsøen. Derfor var det afgørende hurtigt under en krig at få besat Danmark og Slesvig-Holsten.
Den første kendte angrebsplan fra Østblokken er fra omkring 1950. Polske militære strateger – styret fra Moskva – opstillede et scenario for, hvordan en krig kunne forløbe i Slesvig-Holsten og Danmark. Man skulle standse NATO-angrebet omkring Schwerin, og hurtigt sætte gang i et modangreb. Først skulle Slesvig-Holsten besættes i løbet af en uges tid, hvorefter de polsk-sovjetiske tropper skulle fortsætte op gennem Jylland. Der skulle også rettes et direkte angreb på Fyn og Falster, så København kunne besættes efter omkring tre ugers krig.
En ny mere gennemført polsk angrebsplan blev udviklet i begyndelsen af 1960´rne. Den gjaldt tilsyneladende i de følgende par årtier. Brug af atomvåben var en vigtig del af planen, og man ville kaste atombomber i Slesvig-Holsten og det sydlige Jylland. De skulle sætte NATOs styrker og våbenlagre ud af spil. At man til gengæld måtte regne med at få atomraketter i hovedet var man indstillet på. Warszawa-pagtens krigsplaner var på den måde præget af kynisme; både i forhold til fjenden men også over for sin egen befolkning og sine egne soldater.
Anden halvdel af 1960´rne og det følgende årti var kendetegnet ved relativt gode forbindelser mellem Øst og Vest. Danmark havde gennem mange år inden for NATO arbejdet på et etablere gode politiske og økonomiske kontakter til Østblokken. Da Willy Brandt i 1966 blev tysk udenrigsminister og i 1969 kansler, arbejdede han og SPD gennem "Ostpolitikken" for international afspænding. Og for en opblødning af fronterne mellem de to tysklande. Med Brandt, efterfølgeren Helmuth Schmidt og fra 1982 med CDU-kansleren Helmuth Kohl, var Danmark og Tyskland nære allierede i arbejdet på at skabe øst-vest afspænding.
Set i bakspejlet var Den Kolde Krig præget af stor stabilitet, fordi konsekvenserne af en atomkrig var for store. Men i første halvdel af 1980´rne steg spændingsniveauet kraftigt. Militære- og politiske ledere i Øst regnede et NATO-angreb for sandsynligt, og de var i 1983-84 tæt på at gennemføre et forebyggende overraskelsesangreb. Hvis det var sket ville regionen Slesvig-Holsten og Syddanmark være blevet en af de første slagmarker.
