Overleveret fra Johannes Prassek.

Den dødsdømte Prassek skrev nogle dage efter dommen i et lille hæfte med digte til et sognebarn i Lübeck:

"Jeg har i lang tid ikke været så rolig og salig, måske aldrig før endda, som nu. Og heller ikke sovet så roligt, selv om det elektriske lys har brændt hele natten. Hvor Gud er god, at han tager frygten fra mig og skænker mig glæde og længsel.

...

Men vil De også bede for mig en gang imellem? Vel, jeg ved ikke, om jeg bør, men jeg kan ikke tro, at jeg skal vente længe deroppe, før jeg kan være sammen med Ham. Når Han sagde til forbryderen på korset: I dag skal du være med mig i Paradis! - skønt han kun havde bedt med ét ord, hvorfor skulle jeg så ikke også straks komme til Ham? Men det ved vi ikke. Og derfor bed De også for mig!

...

Sådan, og nu: lev vel, mit barn! På gensyn derhjemme! Indtil da: alt til Hans ære! Det gode, men også det mørke og svære. Alt er nåde og derfor en grund til glæde!"