RAF-processer

Det var kun få af de anslag, man tilskrev RAF, der blev fuldstændigt og detaljeret oplyst i retssalene - ofte forblev det uklart, hvem der rent faktisk havde begået hvad. Et eksempel kunne være mordet på rigsadvokaten Siegfried Buback, som der blev talt meget om i 2007. Èn af forklaringerne ligger i, at de anklagede fulgte deres regel om at tie - også selv om de blev dømt med urette.

Set på afstand må retssagerne mod RAF-terroristerne - den første mod Horst Mahler foregik i 1971 - betragtes ud fra en kritisk vinkel. Justitsvæsenet handlede ofte umådeligt hårdt og tilsidesatte derved retsstatslige principper. Det gjaldt især den såkaldte "Stammheim-proces" mellem 1975 og 1977 mod topfigurerne blandt RAF´s "første generation", Andreas Baader, Ulrike Meinhof, Gudrun Ensslin, Holger Meins og Jan-Carl Raspe. Der blev lagt forhindringer i vejen for forsvaret, deres samtaler med de anklagede blev aflyttet, fortroligt materiale blev lækket til pressen. Som i andre processer støttede retten sig til tvivlsomme vidneudsagn eller erklærede vigtige alibier for utroværdige.

Retsvæsenets tvivlsomme procedurer bidrog sikkert også til, at mange mennesker sympatiserede med RAF-terroristerne, og til at der senere kunne opstå en RAF-myte, som bagatelliserede de morderiske gerninger.