"Mine venner! Så længe det kun var vore tyske modstandere, høje eller lave, der benyttede deres stilling og klogskab til at påtvinge eller påliste os det tyske sprog, så var vort modersmål endnu i lovlig besiddelse af sin naturlige ret, og det stod i vor magt, ved mod og udholdenhed at tiltvinge os den. Og så længe det kun var en overmodig herre eller en uvidende nar, der lod hånt om vort danske sprog i sammenligning med det tyske, så kunne vi tugte eller foragte fornærmeren, og vor nationale ære stod uplettet.

Men vort modersmåls degradation forkyndtes os i lovens navn, i hans navn, som er alle sine undersåtters fader, som er den danske nations repræsentant, dens æres fødte værge. Da spurgte jeg mig selv: hvorfor er dette sket? Hvorledes har det kunnet komme? Er det måske en vildfarelse af mig, at mit modersmål har nogen ret eller nogen ære?

Mine venner! Hvad modersmålet egentlig er, og hvori dets hellighed egentlig består, det formår jeg ikke til fulde at gøre rede for, og beder de lærde mænd om at udgrunde og forklare os det. Men det ved jeg, at når nogen ringeagter og forhåner mit modersmål, så er det for mig, som om de ringeagtede og forhånede mine forældre, mine søskende og min hele familie, forhånede mine venner og kammerater, alle mine bysbørn, hele sognet, hele nationen, med eet ord: forhånede alle dem, som mit hjerte hænger ved; thi det er modersmålet, som knytter mig til dem alle.

Det er modersmålet, der har bragt deres tanker og følelser over til mig og mine over til dem: det er modersmålet, der bestandig går frem og tilbage imellem dem og mig, som glædens eller sorgens, håbets eller bekymringernes budskab; som bringer det, der ligger allerinderst, allerdybest i deres sjæle. Det bedste, det sandeste, det ægteste de ejer til mig, og fra mig til dem.

Som sagt, jeg har ikke formået at udgrunde, hvori modersmålets egentlige væsen og hellighed består, men jeg føler, at når Herrens bud nu lyder til mig: "Ær din fader og moder, på det du kan leve længe i landet!", da har jeg kun slet agtet på Guds lov, når jeg ikke holder mine fædres sæder og min moders mål højt i ære. [...]

Jeg har spurgt mig selv: hvad er nationalitet? Hvori består det ejendommelige hos en nation? Det, hvori alle – mænd, kvinder, unge og gamle – ligner hinanden og udgør ligesom en stor familie? Det, hvori de er forskellige fra andre nationer, som andre nationer ikke har tilfælles med dem? Er det maden og drikken? Er det klæderne? Eller er det ikke meget mere sproget?

Jeg kan i det mindste ikke udfinde noget, hvori nationaliteten snarere består, hvori den mere træder frem, mere viser sig, hvorpå den mere kan kendes, til hvilken nation jeg hører. Sproget er altså nationalitetens repræsentant. Når derfor modersmålet ringeagtes og forhånes, da forhånes min nationalitet, da forhånes jeg ikke som enkelt mand for mig selv, men som en af nationen. [...]

Nej, mine venner, vi vil ikke trøste os med blændværk og løgn. Vi danske i Slesvig ikke dermed, at vor slesvigske nationalitet er ukrænket. Thi den slesvigske nationalitet består ikke i noget som hverken er dansk eller tysk, men den er enten dansk eller tysk, og vor er den danske. I danske fra kongeriget vil ikke trøste jer dermed, at dommen ikke træffer jer; thi når danskheden fornedres, da krænkes jeres nationalære, enten det så sker i Slesvig eller i Viborg.

Men vi vil trøste os med, at dommen ikke er uigenkaldelig. Vi vil trøste os med, at det vel turde blive anderledes, hvis det først bliver klart for hele nationen og for dens allerhøjeste repræsentant, at nationens ret og ære er udsat for den største fare, sålænge vægterne ikke tages blandt nationens ægtefødte sønner.

Historien har vist, at da de danske konger indså, at de fremmede lejetropper kun slet forsvarede landets grænser, blev landets egne børn dets forsvarere."